Branche-NytNorlys

UHF 470-694 MHz forbliver målrettet TV frem til 2023

frekvenser tv antenneDanske tv-broadcastere og tv-distributører kan fortsat sende i UHF-båndets 470-694 MHz i hvert fald indtil 2023. Det er resultatet af forhandlinger med nabolandene og en international telekonference i Schweiz.

På konferencen var det store emne, at nogle lande også gerne vil inddrage frekvenserne under 700 MHz til mobilt bredbånd – og dét vil igen få indflydelse på tv-kanaler, som i dag ligger hér.

– Konklusionen blev, at 470-694 MHz i Nordamerika, dele af Sydamerika og i nogle lande i Asien nu kan bruges til både mobile formål og broadcast. I Europa, Mellemøsten og Afrika tages spørgsmålet først op igen i 2023, oplyser chefkonsulent Jeppe Tanderup Kristensen fra Energistyrelsens Center for Tele til BranchenForbrugerelektroniks nyhedsbrev DigiMail.

Det er tidligere besluttet, at 700 MHz skal bruges til mobilt bredbånd i Danmark, og dét vil især berøre antenne-tv fra DIGI-TV og Boxer. Hér har de danske myndigheder ført forhandlinger med nabolandene:

– Vi er meget langt og enige. København og Bornholm har fire af seks MUX i 700 MHz-båndet, og skal derfor have nye frekvenser, som vi så må »hente« i Sydsverige – så København og Bornholm er reddet! siger Jeppe Tanderup Kristensen.

Politisk er det besluttet, at antenne-tv skal være væk fra 700 MHz senest 4. april 2020, og forhandlingerne med nabolandene går nu på at få fastlagt den endelige tidsplan.

At tv-kanaler flyttes fra 700 MHz til andre steder på UHF-båndet får i princippet ikke betydning for tv-seerne: Fjernsynet i stuen er ligeglad med, hvor kanalerne er placeret.

Men det kan alligevel betyde noget for fjernsyn og bokse i hjemmene, da der er lagt op til, at free-to-air kanalerne (antenne-tv) fra DIGI-TV og Boxer skal skifte fra DVB-T til DVB-T2. En mulighed er også et skifte fra MPEG4/H.264 til HEVC/H.265, men dette vil ramme flere og betyde krav om tv boks i forbindelse med modtagelse på TV ældre end 2015/14 modellerne.

Kilde: Digimail

 

I samme kategori

Back to top button