TV3 seertal nyt – Super Bowl og Adam og Eva
Sent søndag aften stod der Super Bowl på menuen på TV3+, og seerne havde tydeligvis set frem til finalen mellem Seattle Seahawks og New England Patriots – en tæt, nervepirrende og højdramatisk finale, der da også allerede er blevet stemplet som en klassiker i Super Bowl-historien. Kampens første halvleg søndag nat blev set af 124.000 seere, hvilket var lig med en share på 52 – en klar forbedring i forhold til sidste års Super Bowl-finale mellem Denver Broncos og Seattle Seahawks, der havde 110.000 seere og en share på 41 til første halvleg. Denne tendens har gjort sig gældende igennem hele NFL-sæsonen. Flere og flere danskere tager sporten til sig og følger den loyalt søndag aften.
Mandag aften på TV3 var det så tid til sæsonpremiere på både ”MasterChef”, der i denne sæson har sagt tak for denne gang til de kendte og goddag til Danmarks største madtalenter og ”Adam og Eva” – Danmarks modigste kærlighedseksperiment, hvor en række modige singler kaster sig ud i et grænseoverskridende og nyskabende forsøg på at finde kærligheden. Og seerne tog godt imod de to sæsonpremierer. ”MasterChef” havde 148.000 seere og en 11 share og ”Adam og Eva” bragede igennem klokken 21 med 290.000 og en imponerende 19 share.
Kilde: TV3 Nyt