Branche-Nyt

TV-selskaber: Ny kontrakt på måling af tv og streaming for årene 2022-2026

Efter en grundig udbudsproces har TV 2, DR, Nordic Entertainment Group og Discovery Networks underskrevet kontrakt om en ny måling af tv og streaming for årene 2022-2026.

Parterne bag undersøgelsen modtog fire meget kvalificerede tilbud. Baseret på de opstillede kriterier var tilbuddet fra Nielsen det bedste vurderet på pris og kvalitet. Det bliver derfor Nielsen, der skal stå for seerundersøgelsen i perioden 2022-2026.

Nielsen er en international virksomhed, som har stor erfaring i at drive seerundersøgelser i en række lande, og parterne bag undersøgelsen glæder sig til at arbejde sammen med Nielsen om at gøre den danske seerundersøgelse endnu bedre.

Samtidig vil parterne takke den nuværende leverandør, Kantar Gallup, for mange års godt samarbejde om måling af sening i Danmark. Den nuværende aftale om seermåling løber til udgangen af 2021 og bliver ikke påvirket af den nye aftale.

Ny forenklet og forbedret teknologi
Den nye aftale skaber rammerne for den mest omfangsrige og detaljerede måling af danskernes brug af levende billeder på tværs af tv og digital.

Parterne glæder sig over, at Seer-Undersøgelsen får et væsentligt større panel. I den kommende måling rapporteres på mindst 1.570 husstande (30 procent flere end i den eksisterende undersøgelse) svarende til cirka 3.500 personer.

Samtidig vil målingen benytte en ny og forenklet teknologi til at opfange streaming-sening. Nielsens Streaming-meter sikrer måling ved ét solidt og fuldt repræsentativt opbygget panel, der gør brug af passiv dataindsamling i hver panelhusstand. Det sikrer, at målingen kan være fuldt dækkende for danske husstandes forbrug af såvel streaming som traditionel tv-sening.

Derudover vil den nye måling styrke blandt andet kanalidentifikationen, eftersom løsningen både indeholder watermarking og audio matching, hvilket tilsammen sikrer øget målepræcision af forbruget i de danske hjem.

– Seeradfærden i de danske hjem er til stadighed under hastig forandring, og de fortsat komplekse adfærdsmønstre sætter øget fokus på at sikre korrekt måling af forbruget. Den nye Seer-Undersøgelse skal derfor sikre et totalbillede af al den indholds-sening, der foregår på tværs af tv-distributions- og streaming-platforme, siger formanden for tv-stationernes fælles styregruppe for seermålingen, Frederik Barnholdt, der er TV 2s Head of Market & Performance Measure.

Arbejdet med at implementere den nye seermåling begynder med det samme, og der bliver flere milepæle i løbet af 2020 og 2021, før resultaterne af den nye seermåling er klar til offentliggørelse i 2022.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard