TV-Krig frem til nytår? – Discovery brugte Europa League til at sende en besked
YouSee havde nok næppe troet, at det ville komme til at gå helt stille for sig med deres melding om at fjerne Discovery Networks tv-kanaler fra tv-pakkerne. Men mon ikke trods alt alligevel udviklingen siden da har gjort indtryk, efter man både har været gennem mediemøllen og skal håndtere en voldsom mængde negativ feedback på Facebook.
Lige efter udmeldingen var YouSee’s svar til utilfredse kunder, at man var i forhandlinger og forventede at Discovery Networks kanaler ville fortsætte som Bland Selv kanaler. Siden har Discovery Networks så afvist at der er forhandlinger, og at man overhovedet er interesseret i at lave en aftale kun omkring Bland Selv kanaler. Det blev i forbindelse med FC Københavns Europa League opgør endda slået fast, da der blev vist et skilt med tekst, der blev oplæst omkring, hvad Discovery mener om YouSee lige nu. Man har også oprettet web-adressen https://discoverynetworks.dk/da/heltsort og annoncer i dagens avis 20/09 i Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken
YouSee svarer da nu også lidt anderledes end tidligere på Facebook henvendelser. Nu er ordlyden: Vi har sendt et tilbud af sted til Discovery Networks, da vi fortsat ønsker et godt samarbejde med dem omkring deres kanaler – vores dør står åben.
TV-Krigen er optrappet og kan fortsætte frem til nytår, hvor YouSee’s tv-pakker ændres. Discovery gambler med at deres kanaler er interessante nok til at YouSee mister en del kunder. Det er naturligvis et sats, men YouSee kundeflugt er netop det kort, de kan spille, for at få YouSee til at komme med noget bedre end Bland Selv. Det er vel svært at forestille sig, at YouSee ikke skal give sig på et eller andet, hvis de ønsker at få en aftale i hus?