TV 2|VEJRET flytter til Odense
TV 2|VEJRET vender i starten af 2013 tilbage til Fyn. Samtidig flytter TV 2|VEJRET for første gang sammen med TV 2|NYHEDERNE og får et spritnyt vejrstudie på Kvægtorvet i Odense.
– Vi vil satse endnu mere på vejret i nyhedsdækningen, når TV 2|VEJRET bliver en del af
TV 2s nyhedsorganisation og får flere billeder og et større produktionsapparat bag sig. På den måde får vi større fleksibilitet og tyngde i dækningen af vejret – både i det daglige og når vejret med f.eks. skybrud og stormflod dramatisk ændrer hverdagen for danskerne, siger
TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.
TV 2|VEJRET får bygget et topmoderne studie på Kvægtorvet. Her bliver der både mulighed for at være inde i studiet og ude i TV 2s gårdhave – og for at fortælle om vejret med hjælp af den nyeste teknologi. Samtidig kan der sendes i HD-kvalitet fra TV 2|VEJRETs studie.
– Vi kan ikke love, at vejret bliver bedre, men vi vil arbejde benhårdt på, at dækningen af vejret bliver bedre. TV 2 laver vejrprogrammer for hele Danmark, og derfor er det en styrke, at TV 2|VEJRET placeres midt i landet. Sammenlægningen med TV 2|NYHEDERNE betyder, at vi kan rykke hurtigt og endnu bedre, når vejret viser tænder eller præsenterer sig fra sin allersmukkeste side, siger Michael Dyrby.
Flytningen af TV 2|VEJRET til Odense og vejrprogrammer i HD-kvalitet ligger i forlængelse af TV 2s koncernstrategi for NYHEDERNE, som bl.a. understreger redaktionens fokus på at dække hele Danmark og på at sende HD-tv.
Kendte værter
Værterne på det nye TV 2|VEJRET i Odense er de kendte ansigter, som danskerne allerede kender fra den nuværende vejrdækning på TV 2 og TV 2 NEWS – med Peter Tanev i spidsen for vejrholdet på TV 2.
– At blive en del af TV 2|NYHEDERNE er fantastisk for formidlingen af vejret til danskerne. Det ligger i god tråd med den udvikling, vi har haft på TV 2|VEJRET de seneste år med etablering af egen vejrmodel og vejrvarsler. Vi glæder os til – fra det nye studie – at give danskerne endnu bedre vejr og til at komme ud i landet og måle temperaturen i danskernes baghave, siger Peter Tanev, TV 2|VEJRET.
TV 2|VEJRET blev etableret i 1994 og har siden starten været produceret for TV 2 af produktionsselskabet STV – først på Sprogø, siden i Odense og nu i København. Det er i forbindelse med udløb af kontrakten med STV, at TV 2|VEJRET flytter til Odense og bliver en integreret del af TV 2s nyhedsorganisation.
TV 2-redaktør på VEJRET er redaktionschef Ninna Kokholm, TV 2|NYHEDERNE.
Kilde: TV 2