TV-Nyt

TV 2 viser hele Le Mans

Lemans Tom K
Billede: TV2 presse

Når Tom Kristensen i weekenden 12.-13. juni jagter sin niende Le Mans-sejr, sker det på TV 2, som sender 19 af de 24 timer, mens Zulu sender de resterende fem. Og Tom Kristensen tror på Audi-sejr trods Peugeots favoritrolle.

– Vi har lige gennemført de sidste tests og optimeringer, og det ser rigtig godt ud. Peugeot vandt overlegent sidste år, og derfor er de også favoritter i år, men vores Audi er forbedret i alle detaljer, så jeg tror på, at vi kan vinde. Vi kan i hvert fald presse dem til det yderste og er sikker på, at det bliver en knivskarp duel, siger Tom Kristensen til TV 2|Medienyt.

Duellen mellem Audis forbedrede R15-racere og Peugeots 908’ere kan ses på TV 2, der viser 19 af de 24 timer, mens de resterende timer vises på TV 2 Zulu. Transmissionen på TV 2 indledes lørdag 12. juni kl. 14.25, hvor du får seneste nyt inden starten kl. 15.00. Herefter sender TV 2 starten og de første tre timers race, hvorefter TV 2 Zulu tager over fra kl. 18.00 til 23.20.

Fra kl. 23.20 køres resten af det 78. Le Mans på TV 2 – hvilket vil sige alle nattens timer, hvor rigtigt meget som regel bliver afgjort, samt de afgørende timer frem mod afslutningen søndag 13. juni kl. 15.00. Det er første gang, at TV 2s hovedkanal sender så mange timer fra Le Mans.

Ud over Tom Kristensen deltager fem andre danskere. I den store LMP1-klassen skal Christian Bakkerud forsøge at forbedre sidste års 8. plads, mens Christoffer Nygaard får drengedrømmen opfyldt, når han får Le Mans-debut i en Aston Martin i GT1-klassen. Sidste års vinder i GT1-klassen, Jan Magnussen, sidder igen i år i sin Corvette, men deltager i år i GT2-klassen, som mange af de store bilmærker nu satser på – således også Ferrari og Team Farncaher, hvor Allan Simonsen er en af kørerne. Endelig deltager danskfødte Juan Barazi i LMP1-klassen i en Aston Martin.

Hele løbet – altså samtlige 24 timer – kan desuden ses på TV 2s net-tv-kanal, TV 2 Sputnik. Det kræver et abonnement til Sputnik Sport, hvor den første måned lige nu koster 99 kr.

Kilde: TV2 presse

I samme kategori

Back to top button