TV-NytBranche-Nyt

TV 2 og TV 2 SPORT var i 2017 de to mest sete kanaler i Danmark på sport

Selv om 2017 var et såkaldt lille sports-år, brugte hver dansker over tre år i gennemsnit 94 timer på at se sport og sportsnyheder i tv.

Det var lidt mere end i 2015 – det seneste lille sports-år – men cirka 16 timer mindre pr. person end i det store sports-år 2016, som bl.a. bød på sommer-OL og på EM i fodbold.

Det viser en analyse, som TV 2 har foretaget på baggrund af data fra Seer-Undersøgelsen fra Kantar Gallup. Sportstransmissioner, som alene er udsendt på en streamingtjeneste som f.eks. TV 2 PLAY, er ikke medregnet.

41 timers sportssening på TV 2s kanaler
TV 2 og TV 2 SPORT var i 2017 de to største kanaler, når det handlede om at se sport i tv. Og sammen med TV 2 NEWS’s sportsnyhedsdækning stod TV 2-kanalerne for 41 timers sening af sportsprogrammer. Det svarer til 43,4 procent af danskernes samlede sening af sports-tv.

I det foregående lille sports-år – 2015 – foregik 40,3 procent af sportsseningen på TV 2s kanaler.

Fremgangen til TV 2-familien skyldes især, at sportskanalen TV 2 SPORT har haft markant vækst siden premieren i januar 2015. Sidste år opnåede TV 2 SPORT den største seerandel, en dedikeret sportskanal nogensinde har haft i Danmark.

– Vi har tre overskrifter for sportsdækningen på TV 2 og TV 2 SPORT – nemlig danske sportsbegivenheder, danske sportsstjerner samt store events som f.eks. slutrunder i håndbold og fodbold. Når hele 43 procent af sportsseningen foregår på TV 2 og TV 2 SPORT, og 57 procent er fordelt på flere end 10 kanaler fra vores konkurrenter, viser det, at vi har lagt TV 2s sportsstrategi helt rigtigt i forhold til danskernes ønsker og behov, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Forrygende start på 2018
Året 2018 blev også indledt med stor sportsinteresse – bl.a. båret af EM i herrehåndbold i Kroatien på TV 2s kanaler, hvor de danske kampe i gennemsnit har haft 1,3 mio. seere på TV 2s hovedkanal. Sportsseningen i januar 2018 (målt på alle kanaler) er den højeste i en januar måned siden 2014.

– På alle planer har dette EM været en kæmpesucces for TV 2. Og når man som mediehus har en ambition om at samle danskerne, findes der ikke noget bedre og mere effektivt end stor sport, skrev Frederik Lauesen efter EM-håndboldslutrunden i en takke-mail til TV 2s sportsmedarbejdere, hvor han også roste den digitale dækning under EM:

– Der er masser af gode og ikke mindst relevante henvisninger til det digitale fra kommentatorerne, studierne og skærmen. Vi har været rigtigt gode til at ramme den indholdsmæssige sammenhæng mellem flow-tv og de digitale platforme, skrev sportschefen.

Her så vi også sports-tv i 2017
I 2017 foregik knap 22 procent af sportsseningen på TV3-kanalerne, knap 18 procent på Discovery Networks-kanalerne og 17 procent på DR-kanalerne. Som nævnt stod TV 2-kanalerne for godt 43 procent af sportsseningen.

DR1 var i 2017 den kanal, som efter TV 2 og TV 2 SPORT havde tredje mest sportssening herhjemme – efterfulgt af TV3+, TV3 SPORT og 6’eren.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard