TV-Nyt

TV 2s nye sportskanal får populær NBA kommentatorduo

thomas bilde basket TV 2 Sport kanal
Thomas Bilde fortsætter som basketkommentator sammen med makkeren Peter Wang på TV 2’s nye sportskanal

Verdens bedste basketball-liga NBA kan følges på TV 2s sportskanal, der hver uge vil sende otte live-kampe.

Når TV 2 fra den kommende sæson overtager rettighederne til den amerikanske basketball-liga NBA, bliver det ikke den store omvæltning for de mange danske fans, der følger NBA. TV 2 har nemlig hyret den populære kommentatorduo Thomas Bilde og Peter Wang, der gennem en årrække har kommenteret verdens bedste basketball-liga for dk4.

TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, er begejstret for den nye aftale.

– Thomas Bilde og Peter Wang gør det fantastisk, og det har – lige siden vi landede rettighederne til NBA – været min ambition at tilknytte netop de to til den kommende massive NBA-dækning på vores sportskanal. De har deres helt egen stil og leverer en stærkt begejstret kommentering fyldt med personlighed og viden. De er et perfekt match i forhold til vores ambitioner for sportskanalen. Thomas Bilde og Peter Wang er simpelthen godt selskab, siger Frederik Lauesen.

TV 2 skruer for alvor op for NBA-dækningen, når sportskanalen i januar går i luften. Otte kampe om ugen vil bliver sendt live, hvilket er godt nyt for alle danske fans af NBA.

”Basketball er mit hjertebarn”

Thomas Bilde siger:

– Efter mere end ni år hos dk4 er tiden kommet for nye udfordringer. Jeg er beæret over at få lov til at følge NBA videre fra dk4 over på TV 2. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at basketball er mit hjertebarn, og det at få lov til at være med fra start på en ny sportskanal, der satser hårdt på NBA, er nærmest en drøm, der går i opfyldelse. Jeg har nydt min tid hos dk4 og håber, at tiden på TV 2 bliver en lige så positiv oplevelse.

Også Peter Wang glæder sig til de nye udfordringer og til at fortsætte parløbet med Thomas Bilde.

– Jeg er begejstret for at forsætte og stolt over at være med på denne store satsning. Det bliver super med mere basket på dansk tv. Det er godt for alle i miljøet, og jeg tror, det er netop det boost, som både dansk basket og NBA mangler herhjemme, siger Peter Wang.

Indtil TV 2s sportskanal går i luften til januar, vil de danske basketball-fans kunne følge opstarten af NBA-sæsonen på TV 2 ZULU med op til tre kampe om ugen.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button