Branche-Nyt

TV 2 Nyhederne varsler opsigelser

TV 2 har senest droppet Zulu til fordel for Echo, og det er ikke eneste ændring der er på vej. Der er allerede truffet en række beslutninger om TV 2 Nyhedernes fremtid. Blandt andet, at News og TV2.dk skal have en stærk forankring i Odense, at der kommer en ny 21.30-udsendelse og ny sen aftenflade på NEWS. Der oprettes en række nye stillinger, blandt andet 15 nye stillinger på TV2.dk. Men der er også en række fravalg.

TV 2 Nyhederne vil fremover bruge færre midler på enkeltstående events, og man følger brugerne og gør Vejret mere digitalt. Det betyder, at TV 2 vil lave færre traditionelle tv-vejrudsigter, og i stedet dække vejret på app, TV2.dk og News.

Aktualitetsprogrammet ’Kernen’ ændres desuden, så det ikke længere udkommer ugentligt. I stedet skal formatet omskabes i samarbejde med dokumentar- og aktualitetsgruppen og gravergruppen.

Ændringerne får konsekvenser for antallet af medarbejdere i den nye nyhedsorganisation og det, sammen med et strammere 2024 budget, betyder at TV 2 nu har varslet opsigelser af 25 faste medarbejdere og 25 løst ansatte.

Ulla Pors, nyhedsdirektør i TV 2, siger:

– Vi er i dag Danmarks stærkeste nyhedsformidler, TV 2 har de mest sete nyhedsudsendelser, News er landets tredjestørste tv-kanal, og vi har Danmarks største nyhedssite. Vi er altså en slagkraftig organisation, og vi skal holde fast i vores position. Danskerne ændrer vaner og går væk fra de lineære kanaler og over på TV2.dk, sociale medier og streaming. Vi kan se, at den udvikling er så dramatisk, at vores gennemslagskraft og relevans er på spil, hvis vi ikke rykker med brugerne nu. Det er baggrunden for, at vi med en ny strategi og organisering skal fremtidssikre Nyhederne.

– Den nye strategi og 2024-budgettet betyder, at vi desværre kommer til at opsige både fastansatte og løst tilknyttede medarbejdere. Det er trist, men nødvendigt for, at vi møder brugernes behov og bevarer vores position som Danmarks stærkeste nyhedsformidler. TV 2 står – ligesom resten af mediebranchen – i en helt ny økonomisk situation. Krig, inflation og usikkerhed rammer også os. Derfor har vi i Nyhederne allerede nu fået vores budget for 2024. Det er 4 procent lavere end i år – på niveau med 2021 – og det har vi indregnet i de forandringer, vi laver.

– Jeg har i dag givet Nyhedernes medarbejdere en hård besked, og vi går nu ind i en svær periode, hvor vi skal sige farvel til gode kolleger. Vi vil gøre alt for at få os igennem det på bedst mulige måde.

25. maj bliver det endelige antal opsigelser meldt ud, og den nye strategi og organisering af nyhedsorganisationen træder i kraft efter sommer.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard