Branche-Nyt

TV 2 Nyhederne udpeger to nye chefredaktører

Det er en chefredaktion med to nye chefredaktører og en ny souschef, der skal sætte retningen for TV 2 Nyhederne fra 1. august 2024.

TV 2 Nyhederne står på to styrkepositioner – den stærke nyheds- og livedækning på News, TV 2 og TV2.dk. Og den enestående dagsordensættende journalistik. De to nye medlemmer af chefredaktionen skal sammen med resten af nyhedsledelsen netop arbejde med de to områder.

Anne Mette Svane, der siden 2022 har været chefredaktør med ansvar for TV 2 News bliver ny souschef for hele nyhedsorganisationen og stedfortræder for nyhedsdirektør Ulla Pors.

– Forårets nyheds- og ikke mindst dokumentardagsordener har været vilde og voldsomme. Og den stærkeste af dem alle har vi sat sammen på TV 2 med ‘Den sorte svane’. Vores strategi om at være Danmarks førende digitale nyhedsformidler er den rigtige, og vi har i år har sat publicistisk aftryk som aldrig før, siger nyhedsdirektør Ulla Pors Nielsen og fortsætter:

– For at holde førertrøjen i det danske nyhedsbillede har jeg nu sammensat en ny chefredaktion, som skal understøtte vores strategiske retning i fremtiden. Jeg har med de to nye chefredaktører fundet to store talenter hos os selv, og jeg glæder mig til at få Jon og Michael med på holdet.

Jon Hasselbalch Mikkelsen bliver ny nyhedschef med ansvaret for TV 2 Nyhedernes journalistiske retning og daglige dækning. Jon Mikkelsen vendte tilbage til TV 2 i 2023 som journalistisk chef efter at have været nyheds- og aktualitetschef på Radio 4 i Aarhus. Jon kommer som nyhedschef til at arbejde i både Odense og København, men hans udgangspunkt bliver først og fremmest Odense.

Michael Nørgaard bliver ny chefredaktør for dokumentar og dagsordner på TV 2. Michael Nørgaard kommer fra stillingen som redaktionschef på dokumentarområdet. Michael kommer med en baggrund både fra produktionsmiljøet og fra TV 2. Han har været journalist og chef for blandt andet ‘Operation X’, TV 2s krimiprogrammer, mange dokumentarer og har senest også været ledende redaktionschef for ‘Den sorte svane’.

Derudover oprettes der en ny chefstilling under nyhedsdirektøren, som får til opgave at sikre den fortsatte fremdrift i den digitale transformation, AI og strategi.

– Udviklingen i medieverdenen og i nyhedsbilledet buldrer afsted. Vi er forrest i Danmark lige nu, og det skal vi gerne blive ved med at være. Derfor har vi brug for en chef med særligt fokus på vores digitale strategi og udvikling, herunder også brugen af AI og den stilling slår vi nu op, siger Ulla Pors.

Ændringerne i den nye chefredaktion kommer, efter souschef og nyhedschef Jakob Kwon stopper på TV 2 og tiltræder stillingen som administrerende direktør for Ritzau i september 2024, og Thomas Funding skiftede til Jyllands-Posten tidligere på året. De øvrige chefredaktører fortsætter med deres respektive ansvarsområder. Kristoffer Pinholt, TV2.dk, Jacob Vissing, Udland, Marie-Louise von Holstein, Echo og udvikling og Christian Rohde, Produktion.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard