Branche-Nyt

TV 2 melder om historisk godt resultat for 2017

TV 2s bestyrelse har i dag godkendt årsregnskabet for 2017 for TV 2 DANMARK A/S. Resultatet før finansielle poster og skat (EBIT) er 305 mio. kr. mod 135 mio. kr. i 2016. Stigningen skyldes både højere omsætning og lavere indholdsomkostninger – især til sport.

Omsætningen i 2017 er 2.790 mio. kr. og er steget med fire procent i forhold til 2016. Reklameomsætningen er steget med to procent, mens abonnementsomsætningen er vokset med seks procent. Seerandelen til

TV 2-familien er sidste år vokset med 0,2 procentpoint til 37,9 procent.

– Det er et historisk godt resultat, som vi er stolte af. Seerne og brugerne har kvitteret for alt det gode, danske indhold, som vi tilbyder på tværs af TV 2s kanaler og digitale platforme. Samtidig er samfundsøkonomien, reklamemarkedet og tv-seningen i 2017 gået samme – og gode – vej for TV 2, siger administrerende direktør Merete Eldrup, der glæder sig over udviklingen for TV 2.

– TV 2 er i dag den største leverandør af relevant, dansk indhold og tv-nyheder til danskerne. Nichekanalerne er i en god udvikling, hvor både TV 2 NEWS, TV 2 SPORT og TV 2 FRI sidste år opnåede ca. 20 procent fremgang i seerandel. Samtidig har vi stor digital vækst på især TV 2 PLAY, som i 2017 havde en abonnentfremgang på 27 procent. Det er et rigtig godt udgangspunkt – og det er vigtigt, når den kommende tid byder på stigende fragmentering og øget pres på dansk indhold fra udenlandske medieaktører, siger Merete Eldrup.

Digital transformation central
Også bestyrelsesformand Lars Liebst er tilfreds med TV 2s udvikling.

– For nøjagtigt 10 år siden stod TV 2 i store økonomiske vanskeligheder. Siden er virksomheden fundamentalt rettet op og leverer nu flotte resultater i et ellers svært marked. TV 2 og stationens medarbejdere agerer i et landskab, som er omskifteligt, og hvor nye medievaner og international konkurrence er grundlæggende vilkår. I den situation er TV 2s igangværende digitale transformation af stor betydning, og virksomheden står således godt rustet i forhold til fremtidens udfordringer, siger Lars Liebst.

I 2018 forventer TV 2 et resultat før finansielle poster og skat (EBIT) på 200-225 mio. kr. Da 2018 er et såkaldt stort sportsår, ventes et lavere overskud end i 2017.

Bestyrelsesformand takker af
Rekordregnskabet for 2017 bliver Lars Liebsts sidste som bestyrelsesformand for TV 2. Han takker sammen med tre øvrige bestyrelsesmedlemmer – Louise Gade, Palle Smed og Anette K. Olesen – af ved den ordinære generalforsamling 25. april 2018.

– Jeg har haft glæden af at være bestyrelsesformand for TV 2 i et for mediemarkedet spændende årti, og jeg har i alle årene haft stor respekt for virksomhedens mange dygtige medarbejdere, ligesom jeg har sat pris på samarbejdet med Merete Eldrup og den øvrige direktion. Udfordringerne har været mange, men på tværs af organisationen har ledelse og medarbejdere ydet en målrettet og kompetent indsats, som de skal have stor tak for, og som betyder, at TV 2 vel aldrig har stået stærkere. Det er afgørende forud for de nye og store opgaver, som venter forude, siger Lars Liebst.

Ny bestyrelsesformand for TV 2 bliver Jimmy Maymann, ligesom Henrik Ravn, Sisse Fjelsted Rasmussen og Hermann Haraldsson indtræder i TV 2s bestyrelse ved generalforsamlingen.

Se TV 2s årsregnskabsmeddelelse via dette link og TV 2s årsrapport her.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard