TV-Nyt

TV 2 FRI byder på slæderejse julenat

slaedeturen tv2 friNår anden er spist, gaverne pakket op, og julefreden har sænket sig, tager TV 2 FRI julenat på en fantastisk og fascinerende slæderejse over polarcirklen. I ’Slædeturen’ kan seerne sætte sig på slæden og følge kameraet på tur gennem et sneklædt og fortryllende landskab i roligt tempo.

Spillefilm på TV 2 FRI i juledagene
I juledagene sættes tempoet en anelse op, for her byder FRI på underholdende konkurrencer, der kan samle familien. I morgen- og dagtimerne i uge 52 sender TV 2 FRI bl.a. ’Den store strikkedyst’, ’Klar, parat, sy!’ og ’Den store pottedyst’, og i den sene eftermiddagsflade og først på aftenen byder kanalen på familiefilm som alternativ til hovedkanalernes nyhedsudsendelser.

Film præger også visse af primetime-timerne, bl.a. sendes de danske film ’Lærkevej – til døden os skiller’ og ’Camping’ på TV 2 FRI juledag, mens 2. juledag byder på ‘Free Willy’, den prisbelønnede naturfilm ‘Luna – en spækhugger på afveje’ og flere naturfilm.

27. december sender TV 2 FRI film med hunde i store roller, nemlig ‘Marley & Me: De første hundeår’ og ‘Hachiko – en ven for livet’, hvor også Richard Gere spiller med. Filmudbuddet 30. december udgøres bl.a. af det det romantiske drama ’If I Stay’, komediedramaet ’What We Did on Our Holiday’ og tv-musicalen ’Grease Live!’

Onsdag 28. december tager TV 2s livsstilskanal hul på en ny sæson af den britiske successerie ’Øen’, hvor deltagerne udsættes for den ultimative overlevelsestest. Nytårsaftensdag tager vært George Clark på tur med ’Fantasifulde rum’ for at kåre årets bedste skur – som selvfølgelig er meget mere end blot et skur…

Søndag 1. januar, som for mange danskere foregår på langs på sofaen, lader FRI rejsefeberen råde og sætter sejl mod fjerne egne af verden. Det sker i selskab med Beha-familien i et gensyn med den seneste sæson af ’Kurs mod fjerne kyster’. Den store tv-dag 1. januar suppleres i aftentimerne med to danske film, ’En familie’ med bl.a. Lene Maria Christensen, Jesper Christensen og Pilou Asbæk og dramaet ’Marie Krøyer’ med Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen i hovedrollerne som Marie Krøyer og P.S. Krøyer.

I samme kategori

Back to top button