TV 2 er igen Rundt på gulvet om lørdagen
Efter afslutningen på ’Danmark har talent’ har TV 2 mere nyproduceret dansk underholdning på skærmen lørdag kl. 20.00 – nemlig en ny sæson af ’Rundt på gulvet’.
Lørdag 14. marts har TV 2 premiere på sæson 2 af det populære lørdagsunderholdningsprogram ’Rundt på gulvet’ med Lars Hjortshøj som vært.
Dermed fortsætter TV 2 med at sende nye underholdningsprogrammer til danskerne lørdag aften, efter at TV 2 i lørdags sendte finalen i ’Danmark har talent’. Den første sæson af ’Rundt på gulvet’ havde knap 600.000 seere i snit. Danskerne kvalitetsvurdering af ’Rundt på gulvet’ var 4,1 på en skala fra 1 til 5 – hvilket er relativt højt for lørdagsunderholdning, som ofte tildeles lavere karakter.
Alt er tilladt lørdag aften …
I ’Rundt på gulvet’ udfordrer Lars Hjortshøj seks kendte skuespillere og komikere i en række improvisationslege og fysiske gættekonkurrencer. Deltagerne bliver testet i deres samarbejdsevne, kreativitet, fysik, humor og musiske talent. Det hele foregår i højt tempo, men der bliver også tid en snak i sofaerne og selvfølgelig en masse grin. Alt er tilladt lørdag aften, når deltagerne bevæger sig rundt på gulvet.
I sæsonpremieren får det faste hold bestående af Niels Olsen, Andreas Bo, Lise Baastrup og Christian Fuhlendorff selskab af komikerne Brian Lykke og Thomas Warberg.
Ugen efter er Christiane Schaumburg-Müller O’Connor og Robert Hansen gæsterne i ’Rundt på gulvet’.
‘Rundt på gulvet’ kan også ses på TV 2 PLAY.
Kilde: TV 2