TV-Nyt

Tine Gøtzsche siger farvel til DR efter 22 år

Efter 22 år i DR og otte år som vært på TV-Avisen har Tine Gøtzsche besluttet sig for, at hun vil prøve noget andet. Tine Gøtzsche stopper i DR den 1. september, og hendes plan er at gå egne veje og se, hvad det bringer.

Siden sin start i DR i halvfemserne har Tine Gøtzsche – udover TV-Avisen – blandt andet arbejdet på DR Nyheders udlandsredaktion, lavet ’Temalørdag’ på DR2, været vært på ’DR2 Udland’ og ’Profilen’ samt haft værtsrollen ved mange store begivenheder – senest dækningen af Kronprinsens 50 års fødselsdag.

”Jeg har elsket at være vært på TV-Avisen og få lov til at servere dagens vigtigste nyheder for seerne. Jeg har været omgivet af fantastiske og dygtige kolleger, og jeg har nydt det holdarbejde, der hver dag sender programmet afsted. Men efter mere end otte år på 18.30’eren – og næsten 22 år i DR – er tiden kommet til et sporskifte. Det er en svær beslutning at træffe, for DR er nærmest blevet en del af mit DNA. Så jeg siger farvel med en blanding af vemod og stærk tro på, at både TV-Avisen og jeg selv går en lys fremtid i møde,” siger Tine Gøtzsche.

Spænder over mange emner og genrer

TV-Avisens redaktionschef Marie Buss kalder det ”et meget stort tab for TV-Avisen”, at Tine Gøtzsche har valgt at stoppe som vært.

”Tine Gøtzsche er en af vores absolut bedste værter. Hun er indbegrebet af troværdighed, og fagligt spænder hun over stort set alle emner og genrer. Om det er TV-Avisen klokken 18.30, dækningen af udenlandske valg eller store, kongelige begivenheder, løfter hun vores udsendelser til et meget højt niveau. Og så er hun en fremragende kollega,” siger Marie Buss og fortsætter:

”Men jeg har også stor respekt for, at Tine Gøtzsche efter mange år har lyst til at prøve sig selv af i nye roller, og det ønsker jeg hende alt held og lykke med.”

DR Nyheder har endnu ikke besluttet, hvem der overtager værtsstolen efter Tine Gøtzsche på TV-Avisen.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard