Terratec Connect N3
Der er en trend mod at tv-tunere til computere går fra at være USB baserede til at være netværksbaserede. Et eksempel på dette er nyeste model fra producenten Terratec, hvis produkter jeg har anmeldt flere af her på DIGITALT.TV. Terratec Connect N3 er nemlig en netværksbaseret satellit-tv tuner, der virker enten via netværkskabel eller trådløst. Hvilke muligheder dette nye produkt byder på, og hvor godt det fungerer, anmelder DIGITALT.TV i denne anmeldelse.
Terratec Connect N3 – Udpakning og muligheder
Terratec Connect N3 leveres med:
- Strømforsyning
- Netværkskabel
- Fjernbetjening
- IR modtager til fjernbetjeningssignaler (USB)
- CD-Rom med driver og software
- Quick guide på engelsk og tysk
På fronten af tunerenheden er der en tænd/sluk knap, display for aktivt LAN/WLAN/WPS samt WPS knap for aktivering af trådløst forbindelse via WPS.
På bagsiden finder vi reset knap, LAN tilslutning, strømtilslutning og LNB indgang (understøtter DiSEqC 1.2).
Terratec Connect N3 fungerer som trådløst access point (Draft-N) til dit eksisterende netværk og understøtter 802.11 b/g/n.
Terratec Connect N3 er en ren DVB-S tuner enhed, uden mulighed for at modtage HDTV og ukodede kanaler, dermed er den ikke interessant for dig, der har interesse for at modtage sådanne kanaler. Man kan sige at den er mest interessant for de fleste til modtagelse af gratis tv 19,2 øst og 28,2 øst og altså desværre kun almindelige SD kanaler.
Du kan enten anvende Windows MediaCenter eller det medfølgende Terratec Home Cinema som software, og forbinder du trådløst fra en computer, er du altså kun begrænset i forhold til rækkevidden på den trådløse netværksforbindelse.
Terratec Connect N3 – Installation
Det anbefales, at man tilslutter Terratec Connect N3 til sin router via netværkskabel i første omgang for den enkleste installation. Det drillede lidt for mig med at få den fundet i Windows 7, men efter et par forsøg fandt driver installationen den og installerede driverne.
Trådløst kan du enten installere via WPS eller finde Connect N3 under WLAN forbindelser, og indtaste den netværksnøgle der står under selv tunerenheden. Dette fungerede uden problem for mig.
Driveren installerer en tuner applikation ikon i systembakken. Teksten i denne er dog som standard tysk, men kan ændres til engelsk. Under settings kan du starte en webadministration af enheden og rette Netværks SSID og netværksnøglen med mere. Også denne er på tysk som standard og kan ændres til engelsk.
Man kan kun koble 1 computer på tuneren af gangen, og det kræver således, at du selv frakobler dig på den ene computer, hvis du vil se tv fra tuneren på en anden, hvilket er lidt irriterende, hvis du er i den anden ende af huset.
Hvis du vil anvende den medfølgende fjernbetjening, så skal du også installere software til denne og tilslutte IR enheden til USB porten, på den computer du vil se og betjene tuneren på.
Til at se tv med kan du enten installere det medfølgende Terratec Home Cinema eller anvende Windows MediaCenter. Jeg har i tidligere Terratec anmeldelser skrevet om Terratec Home Cinema, så jeg vil denne gang ikke skrive yderligere om denne del, men gå direkte til Windows MediaCenter.
Terratec Connect N3 – Windows MediaCenter
Installationen af Terratec ConnectN3 i Windows MediaCenter sker som en hvilken som helst anden tuner. Har du installeret tuneren korrekt i Windows finder Windows MediaCenter den selv under tuner opsætningen, og det er bare at vælge om du anvender DiSEqC og hvilke satpositioner, der befinder sig på disse.
Jeg installerede bare Astra 19,2 øst på tuneren, og det fungerede ganske fint. Det kan dog anbefales at lave en scanning i Windows Media Center for at få en opdateret kanalliste.
Som nævnt så er det kun de ukodede og standard opløsningskanaler, der kan modtages med denne enhed, og det sætter nogle begrænsninger synes jeg. Men SD kanaler fungerer fint uden nævneværdig ventetid ved zapping også trådløst. Rækkevidden svarer til, hvad du ellers kender for rækkevidden af WIFI forbindelser.
Terratec Connect N3 – Konklusion
Terratec Connect N3 er en ganske god idé. Det er smart, at man, uanset hvor man befinder sig indenfor normal trådløst netværksafstand, kan se satellit-tv via sin bærbare. Dog er tuneren begrænset af, at den kun virker på ukodede kanaler og ikke kan modtage HDTV. Dermed virker den som et produkt, der primært taler til det tyske marked. Måske er det også derfor sproget er sat til tysk som standard i installationen af drivere til enheden.
Men skulle du have det specifikke behov som Terratec Connect N3 tilbyder, så kan du sikkert blive godt tilfreds med denne tuner.