Antenne-TV

Teracom-koncernen køber det danske radio- og tv-net

dvbt logoTeracom AB er i dag blevet enige med sælgerne, DR og TV 2, om at gennemføre en overtagelse af det danske jordbaserede sendenet for radio og tv. Handlen ventes at være fuldendt efter sommer.

I handlen indgår operatøren BSD (Broadcast Service Danmark), 34 sendestationer samt fordelingsnettet – det fibernet, som håndterer distributionen og kontributionen i nettet. Den 1. november 2009 blev det danske tv-net digitaliseret og dækker hele landet. I sendenettet sendes også digitalradio samt FM-radio. BSD udbyder desuden teletjenester til danske teleoperatører.

– BSD har en stærk position i Danmark med stabile kundekontrakterog en virksomhed, der genererer positive resultater, hvilket kommer til at bidrage til koncernens lønsomhed. Erhvervelsen indebærer, at Teracom-koncernen kan drage nytte af vore forskellige selskabers erfaringer og viden og på en mere slagkraftig måde udvikle de svenske og danske sendenet. Gennem øget kvalitet og effektivitet kan vi møde den stadig hårdere konkurrence på tv-markederne, siger Crister Fritzson, koncernchef Teracom.

I forbindelse med salget siger DRs økonomidirektør, David Hellemann.

”Vi er tilfredse med at have fundet en ny og solid ejer af vores master og BSD, og vi ser frem til et tæt fremtidigt samarbejde med den nye ejer. Provenuet fra salget vil blive anvendt til at nedbringe DR’s gæld,” understreger han.

TV2’s finansdirektør, Peter Normann, siger:
”Vi er glade for, at salget af sendenettet og BSD er lykkedes, og kan med tilfredshed konstatere, at en vigtig milepæl i TV 2’s omstruktureringsplan er nået. Provenuet fra salget bidrager væsentligt til nedbringelse af vores gæld, og vi planlægger at tilbagebetale det midlertidige statslån. Dermed er en af TV 2s store udfordringer løst, og nu afventer vi kun den EU-politiske godkendelse af forretningsmodellen for TV 2s hovedkanal”, siger TV 2s finansdirektør, Peter Normann.

I Danmark ejer og driver Teracom-koncernen allerede betalings-tv-operatøren Boxer TV A/S, som har en 12-årig licens i det danske sendenet. Erhvervelsen af det danske sendenet passer godt ind i Teracoms strategi om at udvikle den samlede virksomhed i både Sverige og andre lande.

– Vi har en unik kompetence med at koordinere net- og betalings-tv tjenester i digitale sendenet. Det styrker vores position på tv-markedet, og det kommer både programselskaberne og tv-seerne til gavn, siger Crister Fritzson.

Fakta om BSD

* BSD har virket som netoperatør i Danmark siden 2001 og har omkring 70 medarbejdere. BSD omsætter for cirka 300 mio. kr., og de største kunder er Boxer TV A/S, DR, TV 2 samt danske teleselskaber.

* TV 2 og DR har siden 2001 i fællesskab ejet BSD og siden 2005 Fordelingsnet. Herudover har TV 2 og DR ejet en række sendestationer og sendeudstyr, der tilsammen udgør det jordbaserede sendenet, som leverer radio- og tv-signaler til husstandene i Danmark.

* TV 2 og DR afhænder i transaktionen deres ejerandele i BSD, Fordelingsnet samt deres respektive sendestationer.

* TV 2 og DR beholder deres ejerandele i I/S DIGI-TV, som bl.a. ejer det digitale sende- og multiplexudstyr i MUX 1. Herudover fastholder DR ejerskabet af det digitale sende- og multiplexudstyr i MUX 2 samt til udstyret i FM og DAB-sendenettene, der bliver benyttet til distribution af radioprogrammer.

* BSD udfører anlægsarbejder, drift og vedligeholdelse af jordbaserede sendestationer og broadcast sendeudstyr i Danmark samt anden beslægtet virksomhed. BSD er den førende operatør og leverandør af infrastrukturydelser til jordbaseret broadcast i Danmark og har en landsdækkende driftsorganisation med ni driftscentre.

* Fordelingsnet ejer og driver et fiberoptisk transmissionsnet, som primært bruges til distribution af programsignaler fra broadcastere til sendestationer samt til kontribution og programfremføring mellem broadcastere.

Kilde: Teracom / DR pressemeddelelse

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard