Nyheder

Tarm TV på DR3

live fra tarmen
Foto: Lars Ostenfeld

Grundet weekendens begivenheder og af respekt for aftenens mindehøjtidelighed har DR3 besluttet at udsætte programmet #TarmenDR3 til 9. marts

Den 9.marts klokken 20.00 går DR3 live og kommer helt, helt tæt på Thomas Skov og Emil Thorup, når de lader sig indlægge på Herlev Hospital, hvor de skal undersøges fra yderst til inderst.

Videnskaben har gjort så meget fremskridt, at vi reelt kan få at vide, hvad der er størst risiko for vil slå os ihjel senere i livet, men hvor meget vil vi egentlig vide? Og hvad kan vi bruge den viden til?

Ingen ved, hvad der kommer til at ske
DR3 sender live fra klokken 20.00 til 21.30, men både under programmet og efterfølgende kan seerne løbende følge med i Thomas’ og Emils indre på dr.dk, hvor man kan følge en kamerapilles rejse gennem deres fordøjelsessystemer. I løbet af programmet får både Thomas og Emil desuden foretaget forskellige kikkertundersøgelser og de får løbende svar på en række tests, der er blevet lavet på dem. Emil og Thomas står altså overfor spørgsmålet om, hvorvidt de faktisk vil vide, hvilke skavanker, der er størst sandsynlighed for vil slå dem ihjel senere i livet. Men hvor meget vil de egentlig vide?

“Vi står overfor en virkelighed, hvor vi kan spå mere og mere om vores fremtid, når det kommer til vores helbred. Nogen vil helst vide alt, så de kan gøre noget forebyggende ved det. Andre mener, at der ikke kommer noget godt ud af al den viden. DR3 har valgt, at sætte denne problemstilling på spidsen i et LIVE program, der helt bogstaveligt sender inde fra kroppen. Både Thomas, Emil og det sundhedsfaglige personale, der er involveret har hele tiden muligheden for at sige fra og stoppe undersøgelserne eller sige nej til at få svar på de forskellige tests. Det betyder, at vi strengt taget ikke ved, hvad der kommer til at ske, når vi går live på mandag. Den uforudsigelighed kombineret med et emne som vi ved optager mange er kernen i DR3’s DNA,” siger kanalchef for DR3 Irene Strøyer.

Seerne stiller spørgsmål
I løbet af programmet fortæller læger og eksperter både om de undersøgelser Thomas og Emil bliver udsat for og om de muligheder, der er for at blive testet i øjeblikket. Men vi ser også på, hvad der potentielt kan være af ulemper ved, at vi så let kan få en enorm viden om vores genetiske potentiale.

Seerne kan under programmet løbende stille spørgsmål, hvis de for eksempel ser noget på live-streamingen fra Thomas’ eller Emils indre, som de ikke ved, hvad er eller som ser mistænkeligt ud. Lægen Peter Vilmann, der er an af de førende eksperter indenfor kikkertundersøgelser svarer løbende på de spørgsmål, der kommer fra både seerne og fra Thomas og Emil selv. Seerne kan stille spørgsmål via DR3s facebook og på twitter med #TarmenDR3.

Tør de høre sandheden?
Om sin medvirken i programmet siger Thomas: ’Jeg har en farmor, der døde af kræft og siden jeg har lært Geo at kende, har jeg ønsket at blive tjekket for testikelkræft. Ja al Kræft. Jeg tør bare ikke. Alzheimers – det er jeg alvorligt bange for, for det fik min farfar, og nogen gange når jeg har svært ved at huske er jeg bange for at det er Alzheimers.’ Emil fortsætter: ’Jeg er kæmpe hypokonder og bliver tjekket på Hamlet en gang i mellem. Jeg er klar på al slags undersøgelse. Især kræft er jeg bange for!’.

Følg med mandag 9. marts klokken 20.00 på DR3, hvis du vil se, hvordan der ser ud inden i to tv-værter.

Live-streamingen fra Thomas Skovs og Emil Thorups indre kan desuden ses på dr.dk.

Spørgsmål kan stilles på Facebook og Twitter med #TarmenDR3

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button