Stærkt 1. kvartal for TV 2 kanalerne
TV 2 melder at deres kanaler er kommet stærkt igennem årets første tre måneder, som er det bedste 1. kvartal for TV 2-familien siden 2011 målt på seerandel. I 1. kvartal 2018 stod TV 2-kanalerne for 39 procent af danskernes tv-sening – en fremgang på to procentpoint i forhold til samme periode af 2017.
Der er fremgang til alle TV 2s kanaler bortset fra TV 2 CHARLIE, der omtrent fastholder sin seerandel i forhold til 2017. Hovedkanalen har bl.a. nydt godt af EM-håndbold, millionseertal til ’Badehotellet’, høj nyhedssening og varierede programmer inden for dokumentar, livsstil, fiktion og underholdning.
TV 2 NEWS har sit bedste 1. kvartal, mens TV 2 FRI og TV 2 SPORT har deres bedste kvartaler nogensinde blandt alle danskere. Også TV 2 ZULU har fremgang efter en periode med nedadgående seerandele.
– Det er et historisk godt resultat for 1. kvartal, og det kommer, fordi mange kanaler og programmer har leveret ind til succesen. Vores kanalportefølje har i flere år været meget succesfuld, og den står for tiden endnu skarpere end tidligere, siger TV 2s indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.
Samtidig har januar og 1. kvartal af 2018 budt på digitale rekorder inden for daglige brugere, sidevisninger og digital video.
Stor interesse for nyheder og aktualitet
Indholdsdirektøren glæder sig bl.a. over danskernes fortsat store interesse for nyheder og samfundsdebat.
– Der er stigende behov for en nyhedskanal, og den har vi heldigvis i form af TV 2 NEWS, som efter ny fremgang er blevet Danmarks fjerde største kanal i Danmark i årets første tre måneder. Det er en fantastisk præstation og super glædeligt, at NEWS belønnes for sin forbedrede nyhedsdækning og den justering af programmerne, som har fundet sted, siger Anne Engdal Stig Christensen, som også glæder sig over stigende seerandele til TV 2s nyhedsudsendelser på hovedkanalen.
Særligt fokus på de unge
Indholdsdirektøren noterer med særlig glæde og interesse, at TV 2 ZULU i 1. kvartal er vokset i seerandel blandt de 15-40-årige.
– ZULU har justeret sin strategi, og der er arbejdet benhårdt med programmer, programplan, formater, markedsføring og sociale medier. Det er meget opmuntrende, at denne indsats har givet 13 procent højere seerandel til ZULU i 1. kvartal 2018 i forhold til året før, og vi knokler videre for at fortsætte den positive tendens, siger Anne Engdal Stig Christensen.
Det er ikke alene på TV 2 ZULU, at TV 2-familien har sat fokus på de unge. Det arbejde foregår i flere dele af TV 2 – med stor entusiasme.
– Jeg oplever, at hele huset – fra bl.a. Nyhedsafdelingen og det nye tiltag TV 2 ECHO over Analysen til f.eks. vores talentudviklingsprojekter – bakker op om det arbejde, vi har kaldt ’Relation 25’. Det er dejligt at mærke engagementet i TV 2s særlige indsats over for de unge mediebrugere, siger Anne Engdal Stig Christensen.
Højeste antal videovisninger nogensinde
Første kvartal 2018 bød også på en række digitale rekorder. Ud over 1 mio. daglige brugere på tværs af TV 2s digitale platforme (ekskl. TV 2 PLAY) blev der i januar sat rekord med over 10 mio. daglige sidevisninger. Også digital video satte ny rekord og nåede det højeste antal videovisninger nogensinde.
Blandt de begivenheder, der har trukket mange brugere til TV 2s digitale platforme, er EM-håndbold, Caroline Wozniackis Grand Slam-sejr, Prins Henriks bisættelse, den sibiriske kulde samt en markant trafik til TV 2s programindhold med bl.a. ‘Station 2’ og ‘Rejseholdet’ som nogle af de programmer, brugerne gerne vil dykke nærmere ned i på tv2.dk.
TV 2s nye initiativ TV 2 ECHO er kommet godt fra start og rammer ugentligt knap en halv mio. Facebook-brugere, samtidig med at ECHO også driver trafik til både tv2.dk og til TV 2 PLAY.