Sporten samler danskerne
Når de danske håndboldherrer spiller EM- og VM-kampe, er det begivenheder, som i sjælden grad samler danskerne om fælles tv-oplevelser.
Søndag mellem klokken 18 og 20 var der i gennemsnit halvanden million seere, da Danmark besejrede Tyskland i en tæt mellemrundekamp under EM i Kroatien, og flere end 1,8 mio. så med i de afgørende minutter.
– Danmarks håndboldherrer er – med afstand – det mest populære landshold i Danmark, fastslår TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.
Landsholdets fem kampe under EM i Kroatien har alle haft over én million seere i snit – og med stigende tendens.
Onsdag klokken 18.15 på TV 2 spiller Danmark sin sidste mellemrundekamp mod Makedonien, og senere onsdag viser TV 2 en anden afgørende mellemrundekamp mellem håndboldstormagterne Frankrig og Kroatien. Danmark er allerede nu i den ene af de to semifinaler, der begge kan ses fredag aften på TV 2.
TV 2s sportskanal i topform
Og EM-håndbold er mere end Danmarks millionkampe på TV 2. Også TV 2 SPORT sender EM-kampe, og i kraft af EM-kampene samt badminton, ishockey og NBA-basketball satte TV 2s sportskanal lørdag en bemærkelsesværdig seerrekord.
Lørdag 20. januar stod TV 2 SPORT for 10,4 procent af danskernes tv-sening og var dermed Danmarks tredje største kanal efter TV 2 og DR1. En fremgang på hele tre procentpoint i forhold til den tidligere dagsrekord. Uge 4 blev TV 2 SPORTs stærkeste uge nogensinde, og set over hele sidste uge var TV 2 SPORT landets tredje største kanal.
– Lørdagen er et godt billede på, hvad vi vil med TV 2 SPORT, og hvad vi har villet med kanalen siden starten – nemlig levere en alsidig sportsdækning med fokus på danske stjerner og events. I lørdags bød TV 2 SPORT på EM-håndbold, badminton med danske stjerner i Malaysia, dansk pokalfinale i ishockey og basketball fra verdens bedste liga – alle direkte transmissioner med god seertilslutning, siger Frederik Lauesen.
Varieret sportsdækning og danske rettigheder
TV 2 SPORT blev etableret i januar 2015 og havde fra starten fokus på en varieret sportsdækning med fokus på danske rettigheder. Kanalen blev allerede i sit første år Danmarks mest sete dedikerede sportskanal.
– Vi er stolte og ydmyge over den opbakning, TV 2 SPORT har fået. Og måske kan den igangværende EM-slutrunde gøre endnu flere danskere opmærksom på den brede sportsdækning på TV 2 SPORT, siger Frederik Lauesen.
TV 2 SPORT fik i 2017 sit bedste år nogensinde og var større end de tre følgende sportskanaler – TV3 SPORT, Eurosport 1 og Eurosport 2 – tilsammen.
I 2018 har TV 2 SPORT fået sin hidtil bedste start på et år med en seerandel på p.t. 4,2 procent.