Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste på TV 2
Det er sæson for plæneklippere og solcremer, men hvilken er den bedste? Morten Spiegelhauer er tilbage i to programmer som forbrugernes mand i marken.
I det første program, som sendes på TV 2 onsdag 22. juni kl. 21:25, finder han sammen med Forbrugerrådet Tænk frem til, hvilken plæneklipper der skal købes, når der skal slås græs hen over sommeren – og så tager han på laboratorium i udlandet til en stor test af solcremer.
Morten ser også nærmere på de lange, indviklede betingelser, som de flere af os blindt accepterer, når vi henter apps eller andre tjenester ned på vores telefoner og tablets. For hvad er det egentlig, vi binder os til – og hvorfor vil virksomhederne så gerne have fat i vores personlige oplysninger?
Deodoranter og klapvogne
I det andet program, som vises onsdag 29. juni er Morten Spiegelhauer på jagt efter ulovlige deodoranter, der indeholder farlig kemi.
Det problematiske stof Triclosan er nemlig forbudt at bruge i spraydeodoranter, fordi det kan være hormonforstyrrende – men alligevel har Forbrugerrådet Tænk fundet det i en række danske butikker.
Nu undersøger Spiegelhauer, om butikkerne har fjernet de ulovlige varer, og han finder ud af, hvor omfattende salget af ulovlige deodoranter egentlig er.
Sammen med Forbrugerrådet Tænk ser han også nærmere på, hvilken klapvogn der er bedst i test, og så tager vi på laboratorium i udlandet til en stor test af aktivitetsmålere.
De to forbrugerprogrammer kan også ses som snigpremierer på TV 2 PLAY en uge før, det sendes på TV 2, og på tv2.dk kan man finde mange flere forbrugeroplysninger.
Kilde: TV 2