TV-Nyt

Sommer TV på DR kanalerne

drsommerVil du kende baggrunden for de seneste års store mediehistorier? Vil du se, hvad der gemmer sig i de danske havnebyer? Eller er du mere interesseret i fodbold, festival eller livet på De Vestindiske Øer?

Der vil være noget for enhver smag, når man ser på DRs palet af nye programmer denne sommer – lige fra ’Guld på godset’ på DR1 og ’SommerSummarum’ på DR Ramasjang og DR Ultra til dækningen af VM i fodbold og diverse musikfestivaler på en række af DRs radio- og tv-kanaler. Hvis grillen stadig buldrer derudaf, når programmerne bliver sendt, kan man også se eller gense dem på DR TV-app’en eller på dr.dk/drtv.

”Jeg håber, at vi denne sommer på DR1 kan samle seerne til en bred palet af inspirerende, hyggelige og underholdende programserier, når vi inviterer dem inden for til en række nyproducerede sommerprogrammer i forskellige genrer. Det er for tidligt at sige, hvor stor en procentdel af programmerne denne sommer, der er nye programmer, men der vil stort set være nyt dansk indhold på DR1 hver dag sommeren igennem,” siger Pil Gundelach Brandstrup, der er kanalchef for DR1.

Mad og medier
På tv-fronten kan seerne glæde sig til flere nye programmer i både kendte og ukendte rammer. DR1 viser blandt andet en række nye afsnit af de populære programserier ’Guld på godset’ og ’Skattejægerne’, og så rejser tv-værten Puk Elgård og kokken Thomas Herman igen i år ud i sommerlandet. Programserien hedder ’Puk og Herman stævner ud’, og i sommerens seks nye udsendelser besøger de forskellige danske havne. Desuden er Søren Ryge som altid klar i sin have til at vise og fortælle, hvad der rører sig i den midtjyske flora.

I den nye DR1-dokumentarserie ’Historien bag historien’ får seerne mulighed for at dykke ned i de seneste års opsigtsvækkende mediehistorier, og vi bliver klogere på, hvordan de opstod, og hvorfor de udviklede sig, som de gjorde. De seks afsnit beskæftiger sig med hver sin historie, der blandt andet tæller, hvordan man i slutningen af 00’erne kunne foretage flere tusinde fedmeoperationer uden at kende komplikationerne. Den undersøgende journalistik finder man også i ’Sommerhorisont’, som blandt andet beskæftiger sig med homoseksuelles rettigheder i Rusland.

Årlige sommerhilsner
Seerne kan vanen tro også følge med i nyheder, vejr og sport hen over sommeren. ’Sommervejret’ bliver i år præsenteret af vejrværterne Søren Jacobsen og Mikkel Fønsskov, og sidstnævnte er også at finde blandt værterne, når ’Aftenshowet’ sender fra det faste studie i Industriens Hus i København. ’Aftenshowet’ kører sommeren igennem en servicekampagne, som fokuserer på de kritiske og muntre forhold ved at bo eller opholde sig i Danmark i sommermånederne, og her vil tv-værten Emil Thorup rejse rundt i landet for at møde danskerne i deres sommeroplevelser.

For de yngste seere er der ’SommerSummarum’, der i år bliver sendt på DR Ramasjang og DR Ultra. Programmet begynder mandag den 30. juni, og de to nye værter Sofie Østergaard og Kalle Mathiesen sørger for underholdning til børnene i deres ferie.

Sankthansaften bliver traditionelt også markeret på DR1. I år er temaet lys, og det er Hella Joof, der holder båltalen ved transmissionen fra Præstø den 23. juni.

Stor sportssommer
Den 12. juni begynder VM i fodbold, og seerne kan følge med i kampene i Rio på DR1, DR3, P3 og DR TV-app’en. Kampene bliver desuden vist på storskærm på Islands Brygge i København, hvor DRs studie er rykket ud. Peter Møller er vært ved optakterne, mens Ulla Essendrop befinder sig i Rio, hvorfra hun bringer den brasilianske stemning direkte ind i de danske stuer. Der vil løbende være eksperter i studierne, som blandt andet tæller Frank Arnesen, Morten Olsen og Nicklas Bendtner.

P3’s Peter Falktoft, Mads Steffensen og Maja Rosager er også i Rio, hvorfra de dækker VM til P3’s lyttere, og med DRs tv-app har man mulighed for at følge med i VM, når og hvor det passer bedst.

Ud over VM i fodbold sender DR1 også ’Aftentour’. Gennemgangen af de 21 etaper i årets Tour de France bliver præsenteret af sportsværten Søren Reedtz, og seerne følger rytterne over bakker, bjerge og via boulevarder, når Tour de France cykler igennem England, Belgien og Frankrig. Selve etaperne bliver kommenteret direkte på P3. I august er der Post Danmark Rundt, og de seks etaper bliver ligeledes præsenteret af Søren Reedtz, der også her sørger for at bringe seerne tættere på rytterne, holdene og ruterne.

dr sommer tv anne anders
Anne og Anders er på nye eventyr på DR2 fra den 19. juli.
Foto: Egon Rix

Rejseaktivitet og musikfestivaler
I år rejser tv-kokken Anne Hjernøe og journalisten Anders Agger igen rundt for at præsentere seerne for nye kulinariske og kulturelle sider af vores liv og verden. Det sker i programserien ’Anne og Anders på sporet af det tabte land’, og her besøger de følgende tidligere danske landområder: De Vestindiske Øer, Sydslesvig, Sydsverige og Island.

”En 12-årig pige med en dyster hemmelighed går ud til brysthøjde i en iskold bjergsø.” Sådan begynder den Emmy-nominerede dramaserie ’Top of the Lake’, der bliver sendt på DR2 fra mandag den 28. juli. Rollebesætningen tæller blandt andet Elisabeth Moss fra ’Mad Men’ og Holly Hunter fra ’The Piano’.

DR2 sender stadig nyhedsudsendelser hen over sommeren, men ’DR2 Morgen’ og ’DR2 Dagen’ holder ferie. Det betyder, at man kan blive opdateret på nyt i ind- og udland i nyhedsudsendelserne klokken 12, 14, 16 og 18 samt i ’Deadline’ klokken 22.30. Det er fra uge 23 til 38. Desuden står torsdag aften i satirens tegn, når DR 2 sender ’Rytteriet’ og ’Partiets mand’.

DR K går i sommerugerne i dybden med forskellige temaer. I uge 25 viser kanalen hver aften en dansk teaterforestilling. Afslutningen bliver transmissionen af Reumert-uddelingen søndag den 22. juni klokken 21. Ugen efter fokuserer DR K på 1960’erne og viser film, dokumentarer og musik fra årtiet, og i uge 27 kan man gense den populære dramaserie ’Edderkoppen’. DR K afslutter sommeren med en operauge i uge 31, og i uge 32 følger kanalen modeugen tæt.

Endelig dækker DR de tre store festivaler, Northside, Roskilde og Skanderborg, på en række radio- og tv-kanaler. P6 Beat har blandt andet deres egen scene på årets Northside festival i Aarhus. Flere af de tre festivalers koncerter bliver sendt på P3 og DR3, og P8 Jazz og DR K sørger for at få de smidige toner fra årets jazzfestival ud til de danskere, der måske ikke har mulighed for selv at være til stede.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button