Kabel-TVAntenne-TV

Sogno HD 8800 Twin

sogno HD 8800 Twin anmeldelseSogno HD 8800 Twin er en prisgunstig twin tuner Linux baseret tv-boks til kabel-tv og antenne, men fås også som satellit-tv boks eller kombi model.

Prisen er omkring 1300,- danske kroner hos Amazon Tyskland. Læs vores anmeldelse herunder.

Anmeldelse

Udpakning, design, teknik og tilslutninger

sogno-8800-indhold_0

Sogno 8800 kommer pakket med fjernbetjening med 2 x AAA batterier, en lille håndbog på engelsk, tysk. Strømforsyningen er af den eksterne type. Boksen benytter 12V 4A.

Du skal selv sørge for HDMI kabel.

sogno twin 8800 front

Designet er sort med sølvknapper på fronten til standby og kanalskifte.

I midten er der et 8 karakters alphanumerisk display, der viser kanalnavn og ur i standby.

sogno 8800 front åben

Bag frontklappen finder vi 1 indbygget kortlæser (kræver softcam software) og 1 port til CI modul.

sogno 8800 bagside

På bagsiden finder vi de to DVB-C/T2 tunere samt:

  • Analog video og audio
  • optisk lyd ud
  • Scart
  • HDMI
  • Ethernet
  • 2 USB porte.

sogno tunere

Der er tale om separate tunere, som begge skal forsynes med signal. Som tidligere nævnt så kan Sogno også leveres med satellit tunere eller kombineret med én af hver tuner. Bagpladen skifter de åbenbart ikke ud, så der står altså LNB, som om boksen var med satellit-tv tuner.

sogno 8800 harddisk installation

På bagsiden bemærker vi også slot til montering af en 2.5″ sata harddisk. Her må vi rose Sogno for at have lavet en fin løsning. Det er enkelt at installere, uden man skal til at afmontere hele kabinettet.

Det skal nævnes, at du også kan tilslutte en USB harddisk og optage på denne i stedet.

sogno 8800 image info

Teknisk set, så er vi naturligt nok, prisen taget i betragtning, ikke helt med fremme når det gælder processorkraft i Sogno 8800 modellen her. Der er tale om en Broadcom 7413 Processor 400-MHz Dual-Core.

Installation og opsætning

Sogno HD 8800 Twin er en Linux baseret receiver, som benytter Enigma 2 software, ligesom så mange andre Linux tv bokse som Dreambox, VU+ med flere.

Boksen kommer naturligvis med software installeret, men den er af noget ældre dato. Der er nyere software på www.sogno-support.org og OpenATV software her.

openatv

Vi har primært benyttet OpenATV image i vores test, da denne er nyest og har flest funktioner.

Du installerer software ved at hente det på nettet, og pakke det ud til en USB nøgle. Det vil sige, at du skal have en mappe med navnet Sogno på din USB nøgle.

Du sætter denne i USB port på Sogno boksen og sætter strøm til boksen. Kort derefter vil der i displayet stå, at du kan installere software ved at trykke på power knappen på fronten af boksen.

Det gør du så, og så skal du bare lade processen køre til ende. Hav endelig god tålmodighed. Det tager sin tid på boksen her, og du skal endelig ikke slukke for strømmen eller fjerne USB nøglen, mens den er er i gang med at opdatere, så risikerer du at ødelægge boksen, så den skal repareres.

Når opdateringen er færdig, så starter boksen op med den nye software, igen tager den en del tid.

sogno-8800-installation

Du bliver ført gennem en guide i forhold til sprog, netværk, tuneropsætning med videre. Der er dansk mulighed som menusprog, men du vil opleve, at noget ikke er oversat til dansk, så det bliver lidt en blanding. Mange vil måske foretrække rent engelsk i stedet.

OpenATV er vist lavet af tyskere, det er i hvert fald med præinstallerede Tyske tv-kanaler i kanallisten, som du dog kan slette.

sogno 8800 fjern satellit

Det nemmeste er at markere satellitpositionen i kanallisten, klikke menu og vælge remove selected satellite. Det er også muligt, at redigere kanallisten direkte fra en computer på dit hjemmenetværk. Softwaren DreamboxEdit er vores foretrukne til formålet.

Sammenlignet med f.eks. VU+ og Dreambox, så er udvalget af software, du kan installere på Sogno meget begrænset. Vi kunne kun finde 2 forskellige muligheder og altså med OpenATV som den mest opdaterede.

Kabel-tv modtagelse Stofa

sogno-8800-scan-stofa

sogno-8800-scanned-stofa

Vi tester med Stofa kabel-tv signal, og her fandt vi alle kanaler via en manuel kanalsøgning på frekvensen 346 Mhz Qam 64 og aktiveret Netværkssøgning. Du kan vælge, om du vil nøjes med at gemme ukodede kanaler, hvilket er praktisk. Vi fik dog enkelte kodede kanaler scannet ind alligevel, men hovedparten blev undladt.

Antenne-TV modtagelse

Vi har også testet Sogno boksen med tv-antenne signal, og her fandt boksen alle DVB-T kanaler, mens den havde det sværere med DVB-T2. En netværkssøgning registrerede DVB-T2 kanalerne i kanallisten, skiftede vi til en DVB-T2 kanal, så skrev den 0% signal. Blev vi stående flere minutter på en af DVB-T2 kanalerne, så kom der dog signal og billede. Skiftede man til kanaler på samme frekvens virkede det også, men skiftede man til kanal på en anden frekvens og gik tilbage, så skulle man vente igen på signalet blev registreret.

Vi har verificeret, at DVB-T2 kanaler virkede på en anden boks, så signalet fejlede altså ikke noget, men vi hælder til, at der er et driver problem eller lignende i forhold til DVB-T2 på boksen.

Eftersom Boxer pt. ikke anvender CI+, så er det ellers muligt at modtage HDTV kanalerne med Boxer kortlæser modul i boksen, så ærgerligt at DVB-T2 ikke rigtigt virker på boksen.

Betjening

sogno-8800-settings

Kender du Linux bokse som Dreambox og VU+, så kender du allerede betjeningen på Sogno boksen her. Der er et utal af muligheder for at justere på udseende, visning af information osv.

sogno-8800-sprog-tekst-lydindstillinger

Det kan virke overvældende, men man behøver jo ikke at ændre på en masse. Valg af sprog til undertekster og lydkanal kan dog naturligvis være relevant.

sogno 8800 fjernbetjening

Den medfølgende fjernbetjening er naturligt nok ikke high end, men er du typen der godt kan lide mange knapper, så skuffer den ikke. Der er et rigt udvalg af knapper, også mange direkte funktioner som at gå til indstillinger, timer med mere.

Nogle af knapperne sidder dog noget tæt og er lidt små.

sogno 8800 epg

Der er naturligvis EPG som umiddelbart viser det din tv-udbyder leverer, men er du af den mere nørdet type kan det også lade sig gøre at importere ekstern EPG data.

EPG kan vises som tidslinje eller enkeltkanal liste.

sogno 8800 kanalliste

Kanallisten kan vises på en række måder, og du kan også lave en favoritliste.

Kanalskifte kører med fin hastighed, boksen føles i forhold til betjening også generelt med en fornuftig hastighed.

Boksen tilbyder billede i billede funktion, men denne virker kun med SD kanaler, og eftersom flertallet af kanaler efterhånden er HD, så er den ikke speciel brugbar.

Optag TV

sogno8800_rectv

Vi har testet flere optagelser på boksen, og de er alle blevet optaget, som de skulle. Du kan sætte ting til at optage manuelt, via EPG eller manuel timer.

Du kan også med Twin Tuner optage 2 ting samtidigt, eller se et program og optage et andet samtidig. Kodede kanaler kan dog oftest kun dekodes 1 af gangen pr. CI kortlæser modul. Vi har ikke testet den interne kortlæser, da den kræver softcam software.

Optagelse kan du finde via File list knappen. Skulle listen være blank, så prøv evt. at klikke menu knappe og vælge at gå en mappe op.

Boksen tilbyder hurtig hop funktion, med 3, 6, 9 tal tasterne kan du selv angive valgfrie spring fem i sekunder eller minutter. f.eks. 15 sek, 1 min og 5 minutter, så det er nemt at springe reklamerne over, i det du har optaget. Hop tilbage ligger så tilsvarende på 1,4,7. Der er også almindelig spole funktion naturligvis.

Boksen har også Timeshift funktion, som du kan aktivere, såfremt du ønsker at anvende det.

HbbTV, MediaPortal og Webinterface

Af de 3 software images vi testede på boksen, var det kun OpenAtv 4.2 vi kunne få til at virke med DR HbbTV applikationen. HbbTV er som standard ikke installeret på boksen.

sogno 8800 plugin hbbtv download

Her skal du ind under Plugins i menuen og downloade HbbTV under Extensions sektionen. Husk en genstart efterfølgenden.

sogno-hbb-tv

Så kan du tilgå HbbTV via et tryk på den røde knap. Så bliver skærmen hvid og DR’s TV logo dukker op, hvorefter man trykker rød knap igen. HbbTV kører ikke super hurtigt på boksen, nok pga. processoren ikke er så hurtig.

sogno 8800 mediaportal

På fjernbetjeningen er der en Portal knap lige under power knappen. Denne er beregnet til at starte Mediaportal plugin’et,, som igen er noget du skal installere først fra Plugins menuen.

Mediaportal er en samling af en række online tv-tjenester f.eks. FilmOn, hvor man gratis kan se nogle engelske kanaler. Kvaliteten er ikke specielt god, og vi oplevede også synk/hak problemer på kanalerne, så lyden ikke passede og billedet stoppede kortvarigt. Så i praksis synes det ikke rigtigt brugbart. Andre tjenester vi prøvede som f.eks. 3sat Mediathek fungerede dog fint nok.

sogno-webinterface

En smart ting på Enigma baserede Linux bokse er webinterface delen, som du kan tilgå fra din computer, smartphone eller tablet. Det finder du som standard på boksens ip adresse (+ evt. :portnummer såfremt du har ændret fra standardværdien 80).

Skriver du denne ind i din webbrowser, får du adgang til kanaloversigt, timer programmering, fjernbetjening, indstillinger med mere. Du kan også sætte adgangskode på, og anvende det, når du ikke er hjemme i forhold til f.eks. at sætte noget til at optage.Det kan dog kræve, at du ændrer port på webinterface plugin indstillingerne og forwarder port i den Internet router samt anvender fast Ip adresse eller en IP adresse service som no-ip.org. Altså ikke bare lige som på f.eks. Panasonics blu-ray/harddisk optagere.

Sogno HD 8800 Twin Konklusion

Med Sogno HD 8800 Twin får du en billig twin tuner boks, med en del muligheder. Det er en fordel, hvis du er lidt bekendt med Linux Enigma baserede bokse i forvejen i forhold til betjening, og har mod på at rode med software opdateringer osv.

Vi oplevede problemer med DVB-T2 kanaler på boksen, men ellers var Sogno boksen en ganske positiv oplevelse. Man kan af og til godt mærke, at der ikke sidder en super processor i boksen, men til almindelig tv-kigning, optagelse og så videre fungerer den ganske fornuftig. Det er super enkelt at installere en harddisk til optagelse af tv.

Specifikationer

  • Broadcom 7413 Processor 400-MHz Dual-Core
  • Open Source
  • Adgang til en række plugins
  • 1 x Smartcard læser
  • 1 x Common Interface port
  • 1 x HDMI udgang
  • 2 x USB 2.0
  • S/PDIF Optisk Audio ud
  • RJ45 LAN Ethernet
  • Audio / Video analog
  • Scart
  • Strømforbrug: < 1 watt i deep standby
    (15W i brug med harddisk installeret)
  • SW-Update via USB
  • EPG

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard