Streamingkunder raser – Tour de France dækning har reklameafbrydelser på Max

Da sporten flyttede fra discovery+ til HBO Max, fulgte den gode praksis med, at streamingkunderne ikke skulle have reklameafbrydelser på live sport ligesom på flow-tv-kanalerne.
Ved Le Mans 2025-udgaven var der dog, som vi beskrev dengang, reklameafbrydelser på Max – og det samme gør sig gældende under dækningen af Tour de France 2025. Max ser nu ud til at benytte dynamiske reklameafbrydelser, som indsættes med jævne mellemrum i deres app.
Kommentatorerne fortsætter med at tale under Tour-dækningen, selvom der afbrydes for reklamer – som om de ikke ved, hvornår afbrydelserne sker på Max. Det betyder, at man kan opleve, at de bliver afbrudt midt i en sætning, hvilket selvsagt ikke er en optimal seeroplevelse.
Max bekræfter – live-sport kan indeholde reklamer
Så selvom du har et Max-abonnement uden reklamer, er der stadig reklameafbrydelser under sportsdækningen – også selvom sporten ikke har naturlige pauser. Det har fået mange kunder til at klage på Facebook
Her er, hvad Max selv melder ud til utilfredse kunder:
“Vores live-sport og live-kanaler vil have et begrænset antal reklamer uanset abonnementstype. Med standard- eller premiumabonnement kan du se serier og film uden reklamer, men live-kanaler og live-sport kan indeholde reklamer.”
Trick til at undgå reklamerne virker stadig:
Hvis man går ud af streamen og ind igen, hopper man tilbage til live signalet – præcis som det var tilfældet under Le Mans. Det viser, at reklamerne er en del af Max-app’en og ikke stammer fra Eurosport signalet.
Reklameafbrydelser individuelt og tilfældigt?
Det er også vores vurdering, at afbrydelser ikke sker samtidigt for alle kunder, men er mere dynamisk og tilfældigt. Vi har testet samme Max konto på to TV samtidigt med dansk signal startet omtrent samtidigt. Her blev der afbrudt for reklamer på det ene tv kl. 16:36, mens det andet kørte videre på live tour signal uden reklameafbrydelser.
Så vi må stille spørgsmålet: Kører Max nu med reklameafbrydelser helt tilfældigt og uden hensyn til om der sker noget spændende i cykelløbet?
Englændere slipper for afbrydelser
Nogle brugere nævner, at versionen af Tour-dækningen med engelske kommentatorer på Max er uden afbrydelser. Det er også vores oplevelse.
Der er faktisk sprogvalg tilgængeligt på det engelske reklamefrie feed på Max, men dansk er ikke en mulighed. Svensk og flere andre er dog en mulighed. Det samme gælder multifeed signalet på Max med 4 signaler på én skærm samtidigt.
Med beslutningen må man vurdere, at Max dermed sender folk væk fra deres danske Tour dækning. Mon ikke flere vælger TV 2 eller det engelske feed på Max. Britiske seere har du ikke reklamefri dækning.
Læs også min personlige kommentar og vurdering i artiklen her