TV-Nyt

Skru tiden tilbage – til 1950’erne på DR1

Skru tiden tilbage DR1
Foto: SINE FIIG

I en tid hvor hverdag rimer på travlhed, drømmer nogle om det enkle liv og andre om dengang, hvor livet bare var simpelt… I serien ‘Skru tiden tilbage til 1950’erne’ rejser seks modige familier tilbage til en tid indhyllet i nostalgi om hjemlig hygge og nærvær – for at undersøge om livet nu også var så simpelt.

Har vi glemt noget værdifuldt?

Seks modige familier besluttet at forlade vante rammer og moderne magelighed – for at prøve kræfter med et omfattende eksperiment. Hver især tager de ud på en regulær tidsrejse tilbage til 1950’erne, hvor de en hel uge skal leve og bo som enten husmandsfamilie på landet – eller arbejderfamilie i byen.

For spørgsmålet er, om den rivende økonomiske, kulturelle og teknologiske udvikling, vi har gennemlevet de seneste 70 år, har været til vores bedste? Eller har vi i virkeligheden glemt noget værdifuldt undervejs?

Ingen nostalgi men masser af røg i køkkenet

Vi følger bl.a. Familien Uhde Jacobsen, der lever et hektisk hverdagsliv med base i et rækkehus i Herfølge. Ronni arbejder rigtig meget, og Camilla både henter og bringer 8-årige Aya og 3-årige Luca. Det er også hende, der står for madlavningen, som ikke bliver prioriteret særlig højt til hverdag. Ofte står menuen på ‘halløjmad’ – et begreb der for Herfølgefamilien dækker over, hvad der nu lige er af spiseligt i køkkenskabet. Men sådan var det ikke i 1950’erne. Og det er blandt andet derfor, familien har meldt sig til eksperimentet. De vil gerne prøve at have tid til at lave ordentlig mad fra bunden – og så har de en klar forestilling om, at familielivet dengang var mere harmonisk, end det er i dag. Men hvad brugte man egentlig sin tid til på et dansk husmandssted i 1950’erne? Og hvordan er det lige at lave mad fra bunden på et brændekomfur?

Datidens presserende arbejdsmails

Hjemme hos Maria og Kim Boring Rosenkilde og deres tre børn har skærmafhængigheden taget overhånd. I hvert fald for mor Maria og de to ældste, Noah på 8 og Emilia på 7 år. For far Kim arbejder helt utrolig meget – han er selvstændig iværksætter og har rigtig meget at se til. Det betyder, at Maria laver næsten alt derhjemme, og derfor bliver ungerne underholdt af iPads og telefoner. Og når Maria så endelig selv skal slappe af, er det nemmest at lukke børnene ude og fokusere på telefonen.

Men Maria vil gerne lære at nyde at være sammen med sine børn, og Kim vil gerne være der noget mere for familien. Derfor glæder de sig til en uge uden skærme, presserende arbejdsmails og stressende telefonopkald. Men hvor meget kommer Maria egentlig til at se sine børn, når hun skal holde hus i 1950’erne? Kan Kim lade være med at tænke på sin virksomhed? Og hvad skal ungerne lave uden deres skærme?

Skru tiden tilbage – til 1950’erne sendes første gang på DR 1 tirsdag d. 23. august kl. 20.45 og de efterfølgende fem tirsdage

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard