Savner du DR pausefiskene – nu har de fået nyt liv på nettet
I flere årtier har ordet pausefisk været at finde i Den Danske Ordbog, der forklarer fænomenet med ”fisk i et akvarium, som var motiv i tv-optagelser, der tidligere blev brugt til at udfylde pauser mellem tv-udsendelserne”.
Fiskene svømmede lystigt på skærmen hos DR i 1980’erne, men siden har de været forsvundet på mystisk vis. For dengang fiskene var pausefyld, blev de stilfærdige minutter med hvirveldyrene aldrig gemt i DRs arkiv. Det gjorde kun DRs egentlige programmer.
Men nu er der afgørende nyt på den front, og de mange fiske-fans fra dengang og nytilkomne af slagsen, kan fra denne uge se eller gense fiskene på dr.dk/pausefisk. Her kan man fremover tage en slapper, sætte fiskene på skærmen og følge dem rundt i det 720 liter store akvarium, som DR i sin tid lejede til formålet.
Fiskene kunne for eksempel tit ses, når der var teknisk uheld, eller lige inden DR sendte børneprogrammer klokken 17.00 i 1980’erne. Derfor husker ikke mindst mange, der var børn dengang, fiskene.
Fundet på gamle VHS-bånd
Pausefiskene er dukket op forholdsvis tilfældigt, forklarer Oscar Rishede, der er bibliotekar i DR Arkiv og Proces.
”I forbindelse med, at DR de seneste år har fået digitaliseret sine gamle bånd, fik vi også indleveret nogle gamle VHS-arkiver med optagelser, der blev brugt til efterkritik i B & U-afdelingen. Her dukkede der samtidig en stribe sendinger med pausefisk op. Derfor har DR kunnet få dem digitaliseret – også selv om vi slet ikke troede, vi havde dem på bånd,” forklarer han.
Pausefiskene havde deres skærmdebut i farver den 1. april 1981, hvor akvariet blev spillet op i studiet TC2 i TV-Byen i Søborg med det velkendte postnummer 2860. Her holdt DRs udsendelsesredaktion til, og det var også her ’Næste uges TV’ blev sendt fra.
Fiskene, der blev filmet med et robotkamera, fik snart seertække, og spørgsmålene var så mange, at Poul Thomsen dykkede nærmere ned i akvariet og dets indhold i en af sine ’Dus med dyrene’-programmer kort tid derefter.
Fik isterninger og rødspættefilet
Her forklarede Thorleif Hansen fra firmaet AkvaService, hvordan han gjorde akvariet rent med en algemagnet tre gange om ugen, ligesom han forklarede, hvad fiskene fik at spise.
”To gange om dagen får de en isterning, der indeholder små krebsdyr, smidt ned i akvariet, og en gang om ugen får de også serveret hakket rødspættefilet,” forklarede han dengang.
Pausefiskene fik så fremtrædende rolle, at de også udgjorde forside-motivet på DR’s årbog for 1981, men hvornår de faktisk blev taget af skærmen igen, står lidt uklart. De måtte vist nok sige farvel, da DR’s monopol på tv blev brudt i oktober 1988.
Informationsspecialist Louise Broch fra DR Arkiv og Proces glæder sig over, at pausefiskene nu svømmer igen, og i tidens ånd kan man selv bestemme, hvornår man har lyst til at se dem svømme i det 86 cm brede saltvandsbassin, som det var. Man sætter dem bare på via dr.dk/pausefisk efter behov.
”Vi har klippet en times pausefisk sammen, og der er både ur, programtekster og den oprindelige musik på – nøjagtig som det var dengang. Det kan godt være, at det ikke er det vigtigste, DR nogen sinde har sendt, men der er stadig mange, der refererer til pausefiskene eller skriver om dem. Det er kun godt en måned siden, Berlingske gjorde det sidst. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi nu igen kan præsentere pausefiskene,” siger Louise Broch.