Branche-Nyt

Pricerunner: Trods Black Week – Mange ventede på Black Friday tilbud

Årets største handelsdag er her, og PriceRunner er klar med resultatet af en månedlang undersøgelse af årets priser. Årets største udsalg byder på mange gode tilbud, men kræver lidt ekstra af forbrugere, for der er stadig falske tilbudspriser i omløb.

Så er det den tid på året igen. Black Friday, årets største udsalgsdag. Danskerne var klar i nat, og PriceRunner oplevede en trafikstigning på 100%, en fordobling af antal besøg mellem 23.45 og 00.01 i nat. Danskerne lå i de digitale soveposer klar til at fange de bedste tilbud.

Black Friday er blevet til Black Week og PriceRunner har oplevet kæmpe interesse i hele ugen med cirka 25% flere danskere som har klikket på produkter hos PriceRunner mandag-torsdag sammenlignet med 2021.

PriceRunner har siden august fulgt priserne på 35.000 varer for at kunne give en analyse af hvor store og massive årets tilbud er. Det tegner til at blive en overvældende flot dag for landets detailhandel, og der er mange gode tilbud inden for især legetøj, elektronik og køkkenting og ting til hjemmet. I gennemsnit er priserne sat ned med hele 21%, forklarer forbrugeranalytiker hos PriceRunner, Katrine Barslev.

“Det tegner til at blive en rigtig flot dag for landets butikker. Danskerne har ventet på Black Friday efter måneder med økonomisk usikkerhed. Der er især tilbud på især legetøj (-28%), elektronik (-20-24%) og møbler (-22%), men det er muligt at gøre sig en god handel på rigtig mange varekategorier,” siger Katrine Barslev.

Kan være svært at gennemskue priserne
PriceRunner har også kortlagt andelen af såkaldt falske tilbud, som stadig forekommer blandt visse butikker. Det vil sige, at butikkerne har hævet prisen i ugerne eller månederne op til Black Friday for at få udsalgsprisen til at fremstå mere attraktiv.

I dag på Black Friday er resultatet af undersøgelsen, at 25% af dagens tilbudsvarer er falske tilbud. Sidste år viste analysen, at 23% af de tilbud, som butikkerne markedsførte, var falske. Problemet er dermed øget i omfang, siger forbrugeranalytiker Katrine Barslev fra PriceRunner.

“I år ser vi lidt flere falske tilbud, og det er ærgerligt, for det gør det meget sværere for forbrugerne at gennemskue, hvor meget de egentligt sparer, og hvad der er et godt tilbud. Det er muligt at stole på de fleste butikker, og det er ærgerligt, at nogle forsøger at fremstille deres udsalgspriser som bedre, end de rent faktisk er”, siger Katrine Barslev.

Et tilbagevendende problem
Hvert år advarer tjenester som PriceRunner og forbrugerrådet Tænk om risikoen for falske tilbud, og danskerne kan ikke stole blindt på de slagtilbud, de falder over. Ifølge forbrugsanalytiker Katrine Barslev stiller det større krav til forbrugerne:

Forbrugerne bliver nødt til at lave mere research selv, end de måske er vant til. De falske tilbud er helt sikkert på kanten af loven, for forbrugerne må ikke vildledes til at tro, at et tilbud er bedre end det er. Det har forbrugerombudsmanden været meget tydelig med,” siger Katrine Barslev.

Skeptiske forbrugere
Det bedste råd til danskere på udkig efter gode tilbud under Black Friday er at undersøge prishistorikken inden køb. Det kan gøres på flere måder, blandt andet hos PriceRunner.

Det virker dog også, som om at danskerne er opmærksomme på priserne til Black Friday. I en undersøgelse foretaget af YouGov for PriceRunner svarer 61%, at de ikke tror på, at tilbuddene på den store handelsdag er ægte.

“Vi har stor tillid til hinanden i samfundet, men vi er også et skeptisk folkefærd, som ikke er til fals for alle budskaber. Det er godt at have en sund skepsis, så man ikke lader sig forblænde af blinkende reklameskilte. Det bedste råd er at overveje grundigt, om man har brug for varen og vil få den brugt flittigt,” siger Katrine Barslev.

Faktisk blev reglerne for tvivlsom markedsføring – for eksempel falske tilbud – skærpet tidligere i år. Det betyder, at en vare nu skal have den samme pris i 30 dage, før den må kaldes normalpris og sammenlignes med en tilbudspris. Desuden må et tilbud nu vare i 10 dage og ikke 14 dage.

Kilde: Pricerunner presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard