Pricerunner: Black Friday 2023 bliver længere og større
Den digitale handel klarer sig godt og gearer op til efterårets største handelsbegivenhed. Positive toner fra PriceRunners E-handelsindex viser, at Black Friday bliver længere og større i år, men konkurrencen om forbrugernes opmærksomhed skærpes.
Den Klarna-ejede sammenligningstjeneste PriceRunner offentliggør resultaterne af deres seneste E-handelsindex, en kvartalsundersøgelse blandt 109 danske e-handlere. Indekset præsenterer en bemærkelsesværdig stigning og positive tendenser i e-handelssektoren.
I tredje kvartal ligger E-handelsindexet på 57,4, hvilket markerer en betydelig opadgående bevægelse fra andet kvartal, hvor resultatet lå på 51,7. Indekset dækker over de digitale butikkers syn på indeværende kvartal, sammenligning med sidste år og deres fremtidstro.
“Den positive tendens kan i høj grad tilskrives e-handlernes øgede fremtidstro, som har været støt stigende det seneste år. På et år er indekset gået betydeligt op efter et historisk lavpunkt. Efter år med pandemi, krig og inflation meldes der nu om normale tilstande fra e-handelsbranchen,” siger forbrugeranalytiker hos PriceRunner, Katrine Barslev.
Optimisme omkring Black Friday præger e-handelslandskabet
Black Friday er lige om hjørnet, og mange butikker, både fysiske og digitale, er uden tvivl ved at gøre klar til årets største udsalg. Mere end hver tredje e-handler (38%) tror, at årets Black Friday vil blive større og mere betydningsfuld end tidligere. Black Friday er den årlige shoppingbegivenhed, der traditionelt afholdes dagen efter Thanksgiving i USA, og som er blevet et globalt fænomen. Det er en dag, hvor forbrugerne kan forvente ekstraordinære tilbud og rabatter på et bredt udvalg af varer og tjenester.
Halvdelen af e-handlerne forventer, at Black Friday i år vil have samme omfang som sidste år. Dette er gode nyheder for forbrugerne, der kan se frem til en dag med attraktive tilbud og muligheden for at spare betydeligt.
“De kommende måneder med Black Friday og julehandlen er ekstremt vigtige for dansk onlinehandel. Det er nu, de henter størstedelen af årets salg hjem. Derfor er alle sejl sat til, og vi vil se mere aggressiv markedsføring og større budgetter lagt på at positionere sig inden Black Friday i november,” vurderer forbrugeranalytiker hos PriceRunner, Katrine Barslev.
Farvel til Black Friday – goddag til Black Week
For 30% af e-handlerne er Black Friday en uundværlig faktor for at opnå deres årlige salgsmål. Samtidig forventer 27%, at konkurrencen vil være skærpet i forhold til det sædvanlige niveau. Det tyder på, at e-handlere er godt forberedte på den intense aktivitet, der følger med denne shoppingbegivenhed.
Black Week vinder stærkt frem og overhaler gradvist den traditionelle Black Friday. I år har næsten en tredjedel af e-handlerne planlagt at have kampagner og tilbud hele ugen, og 9% har endda udvidet dette til hele november måned. Kun 14% koncentrerer sig udelukkende om selve fredagen den 24. november.
“Vi er ved at vinke farvel til Black Friday og kan i stedet byde velkommen til Black Week. Vi har de seneste år set, at udsalget bliver længere, hvilket er en fordel ikke blot for butikkerne, men også for forbrugerne, som har bedre tid til at finde de gode tilbud og sammenligne priserne for at sikre sig den bedste pris,” siger forbrugeranalytiker Katrine Barslev.
Blandede forventninger til Black Friday og julehandlen
28% af e-handlere mener, at Black Friday kan have en negativ indvirkning på julehandlen ved at ‘kannibalisere’ på den. Dette afspejler en nuanceret holdning til, hvordan disse to vigtige handelsperioder interagerer.
Kun 23% af e-handlerne oplever en lavere interesse for Black Friday blandt danskerne, hvilket indikerer, at denne begivenhed stadig har stor betydning i befolkningens bevidsthed.
En interessant tendens er, at hver tredje e-handler siger, at de slet ikke deltager under Black Friday i år. De ønsker i stedet at fordele deres udsalg og kampagner ud over hele året.