Premiereoversigt – Her er det nye på streamingtjenesterne i næste måned
I denne oversigt kan du se indhold der er på vej på streaming i næste måned. Vi tilføjer løbende titler til premiereoversigten. Streamingtjenesterne sender typisk hovedparten af oplysninger få dage før månedsskiftet. Husk vi har også premiereoversigt for den aktuelle måned her
Ukrainsk dokumentar fra 2025.
Det er nærmest en selvmordsmission. Den ukrainske hærs tredje brigade skal kæmpe sig gennem en to kilometer lang, tæt befæstet skov for at befri den russiskbesatte landsby Andriivka. Gennem GoPro-optagelser fra soldaternes hjelme følger vi den lille enhed under konstant beskydning. En barsk førstehåndsberetning, der viser krigen i al sin gru – fra kaos og kugleregn til død og begravelser.
Netflix har annonceret, at den nye britisk-irske dramaserie How To Get To Heaven From Belfast får global premiere den 1. februar 2026. Serien består af otte episoder og har Roísín Gallagher, Sinéad Keenan og Caoilfhionn Dunne i hovedrollerne som tre barndomsveninder, der genforenes efter nyheden om en fjerde vens død.
De tre kvinder – Saoirse, en kaotisk og vittig tv-forfatter, Robyn, en glamourøs, men stresset mor til tre, og Dara, en loyal men tilbageholdende omsorgsarbejder – har kendt hinanden siden skoletiden. Da de mødes til begravelsen for deres tidligere veninde Greta, udløser en række mystiske hændelser en mørk, farlig og til tider morsom rejse gennem Irland og videre ud i verden, hvor de forsøger at afdække sandheden om fortiden.
Serien beskrives som en blanding af mørk humor, mystik og hjerte, der udforsker venskab, erindring og livets uforudsete drejninger – når livet ikke helt bliver, som man havde forestillet sig.
I Luksusfældens 35. sæson er det igen helt almindelige danskere, der står på kanten af den økonomiske afgrund og har mistet overblikket over deres privatøkonomi. Sæsonen har premiere tirsdag den 3. februar kl. 20.00 på TV3 og Viaplay.
Det er et erfarent og stærkt eksperthold, der rykker ud for at hjælpe deltagerne tilbage på ret kurs. I denne sæson består holdet af Kenneth Hansen, Mette Reissmann, Jan Swyrtz, Louise Frost og Ilyas Dogru, som alle skal forsøge at få økonomien på fode hos deltagerne – ofte med svære valg og store konsekvenser.
En genganger vender tilbage
For første gang i programmets historie vender en tidligere deltager tilbage. Kenneth og Jan besøger nemlig Danni fra Vrå, som første gang deltog for seks år siden. Dengang fik han lagt en plan, men i stedet for at følge rådene er det gået helt galt. Hans gæld er tredoblet og lyder nu på 800.000 kroner, og alene posten “diverse” koster ham 15.000 kroner om måneden.
Kviklån, skjulte problemer og minus på kontoen
I Næstved møder eksperterne Louise og hendes kæreste Bo. Louise bryder sig ikke om genbrugstøj og optager kviklån, når der er børnefødselsdag, mens hverdagen byder på dyre måltidskasser – selvom hun er på SU. Samtidig har Bo i al hemmelighed undladt at betale bilforsikring, hvilket har ført til klippede nummerplader og over 45.000 kroner i dagsbøder. Hver måned ender familiens økonomi i minus.
Eventyrdrømme møder virkeligheden
I Randers drømmer Tanja om kærlighed, familie og et eventyrligt liv. Men fortidens overforbrug på samlerlegetøj, ture til Disneyland og tøj har efterladt hende med en stor gæld. Kenneth og Mette må hjælpe hende med at se realiteterne i øjnene, finde arbejde og opbygge en mere ansvarlig økonomi.
Dyre hobbyer og svære valg
I Hedensted står 31-årige Andreas over for et afgørende valg. Hans dyre hardball-hobby presser økonomien, og spørgsmålet er, om han er villig til at give slip på den for at sikre sig den fremtid, han drømmer om. Her bliver både venner og eksperter involveret i forsøget på at få ham ud af den økonomiske suppedas.
Prime Video er klar med den romantiske komedie Relationship Goals, der får premiere 4. februar 2026. Filmen har Kelly Rowland og Cliff “Method Man” Smith i hovedrollerne og kombinerer karriereambitioner, kærlighed og anden chancer i New Yorks benhårde mediebranche.
Det handler Relationship Goals om
Den brillante tv-producer Leah Caldwell (Rowland) står på tærsklen til at skrive historie som den første kvinde i spidsen for New Yorks førende morgenprogram. Netop som målstregen nærmer sig, dukker hendes ekskæreste Jarrett Roy (Cliff “Method Man” Smith) op – fast besluttet på at konkurrere om samme toppost.
Jarrett hævder, at han er en forandret mand, inspireret af den bestseller-bog Relationship Goals, som også Leahs tætte vennekreds kaster sig over. Mens vennerne genopdager deres retning i kærligheden, er Leah laserfokuseret på at bryde glasloftet og nægter at lade sig rive med. Problemet? Kemien mellem hende og Jarrett er stadig umiskendelig – og gamle følelser truer med at blusse op igen.
Hverdagens tryghed bliver byttet ud med sved, stress og paranoia i den nye sæson af ’Jaget Vildt’, hvor alle kneb gælder, og hvert skridt kan afsløre de kendte på flugt. Som noget nyt i denne sæson er der hele fem hold med i programmet.
I sæson 7 består flugtparrene af:
- Timm Vladimir og Gordon Kennedy
- Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff
- Irina Olsen og Victoria Babenko
- Ali Jassem og Hav Nabaz
- Thomas Bo Larsen og Sebastian Bull
”Gordon og jeg har lavet rigtig mange ting sammen og kørt rundt i hele landet. Dog aldrig på flugt. Måske fra fans i 90’erne. Der kunne det godt føles som om, at vi var på flugt nogle gange”, siger Timm Vladimir.
I hælene på flugtparrene er nogle af landets bedste efterforskere, og de er klar til at bruge alle tænkelige midler – fra afhøringer til avanceret teknologi – for at fange de kendte. De holder konstant øje med de spor, de kendte efterlader under deres flugt rundt i landet.
”Ali og jeg har flygtet en del gange fra politiet, dog aldrig på TV. Så nu skal vi se, om vi stadig kan det, vi kunne, da vi var yngre”, fortæller Hav Nabaz med et smil på læben.
Flugtparrene flygter til lands, til vands og i luften. Hvis de kendte formår at holde sig skjult i 10 dage, venter en nervepirrende finale, hvor de skal flygte ud af landet. Men hvor og hvornår grænsen ud af landet åbner, finder de først ud af til allersidst.
Hvem formår at bevare roen, når efterforskerne kommer tæt på? Hvem narrer hvem? Og hvem vil stå tilbage som de ultimative vindere af syvende sæson af ’Jaget Vildt’?
Sæson 7 af Jaget Vildt får premiere 5. februar på HBO Max og Kanal 5. Den nye sæson består af 9 episoder.
Netflix har annonceret, at fjerde sæson af The Lincoln Lawyer får premiere torsdag den 5. februar 2026. Den nye sæson består af 10 afsnit og kaster Mickey Haller ud i sin mest personlige og risikable sag til dato.
Ifølge co-showrunners Ted Humphrey og Dailyn Rodriguez bliver sæson 4 “den største rutsjebanetur” serien endnu har leveret, hvor Mickeys liv og omdømme står på spil, og hvor hele hans team — og familie — må stå sammen for at kæmpe for hans fremtid.
Hvad handler The Lincoln Lawyer sæson 4 om?
Sæsonen er baseret på The Law of Innocence, den sjette bog i Michael Connellys romanserie. Denne gang er Mickey Haller (Manuel Garcia Rulfo) ikke forsvareren – men klienten.
Han bliver anklaget for mordet på sin tidligere klient, Sam Scales, og må sammen med sit team arbejde desperat for at bevise sin uskyld. For at rense sit navn må de afdække Sam Scales’ sidste svindelnummer og konfrontere både anklagemyndigheden, FBI og gamle spøgelser fra Mickeys fortid.
Sæsonen byder på Connellys velkendte tvists samt en blanding af spænding, humor og karakterudvikling, der har gjort serien til en seerfavorit.
En ny dokumentar med titlen Finding Harmony: A King’s Vision får global premiere den 6. februar 2026 og kan streames eksklusivt på Prime Video i mere end 240 lande og territorier.
Dokumentaren tager udgangspunkt i King Charles III’s filosofi om Harmony og hans mangeårige arbejde for natur, miljø og bæredygtighed – fra tiden som prins af Wales og frem til i dag.
Få historien om Kong Charles III’s tidlige engagement i miljøspørgsmål på et tidspunkt, hvor emner som økologisk landbrug, biodiversitet, skovrydning og klimaforandringer endnu ikke var en del af den brede offentlige debat.
Som prins af Wales mødte han modstand og skepsis, blandt andet da han tog initiativ til økologisk landbrug. Trods kritikken fortsatte han med at fremhæve den videnskabelige viden bag naturens tilbagegang og behovet for en mere balanceret relation mellem menneske og miljø.
Finding Harmony: A King’s Vision er produceret af det prisvindende selskab Passion Planet i samarbejde med The King’s Foundation. Dokumentaren er fortalt af Kate Winslet, som guider seerne gennem Kongens personlige fortælling og hans velgørende arbejde.
Filmen er optaget på fire kontinenter og benytter 75 års arkivmateriale, hvilket giver et bredt historisk perspektiv på Kongens liv og virke.
Den intense krimiserie Cross vender tilbage med sin anden sæson, som får premiere eksklusivt på Prime Video den 11. februar 2026. Serien består af otte afsnit, hvor de tre første udkommer på premieredagen, og derefter følger et nyt afsnit hver uge frem mod sæsonfinalen den 18. marts.
Cross er en mørk og nervepirrende thriller baseret på James Pattersons populære romaner om Alex Cross. Serien er skabt af Ben Watkins og produceret af Amazon MGM Studios og Paramount Television Studios.
I hovedrollen ses Aldis Hodge som Alex Cross — en skarpsindig drabsdetektiv og retspsykiater i Washington D.C., der har en enestående evne til at trænge ind i sindet på mordere for at fange dem.
I anden sæson bliver Cross konfronteret med en ny sag, hvor en hensynsløs selvtægtsmand går efter korrupte milliardærer, og efterforskningen trækker ham dybt ind i et farligt spil om magt og moral.
Den romantiske fantasyfilm Eternity med Elizabeth Olsen, Miles Teller og Callum Turner får premiere på Apple TV+ fredag den 13. februar.
Filmen udspiller sig i et efterliv, hvor sjæle kun har én uge til at beslutte, hvor – og med hvem – de vil tilbringe evigheden. Her står Joan (Elizabeth Olsen) over for et umuligt valg: Skal hun vælge manden, hun delte hele sit liv med (Miles Teller), eller sin første store kærlighed (Callum Turner), som døde ung og har ventet i årtier på, at hun en dag ville ankomme?
Når kameraerne blænder op for den 56. udgave af Dansk Melodi Grand Prix den 14. februar 2026, bliver det med tv- og radiovært Sara Bro og skuespiller Alex Høgh Andersen i front.
billetterne til showet, som bliver sendt direkte fra Arena Nord i Frederikshavn, bliver sat til salg fredag den 7. november 2025 klokken 10:00.
Det betyder altså, at Sara Bro skal være vært på den traditionsfyldte musikkonkurrence igen, mens Alex Høgh Andersen for allerførste gang træder ind i en rolle som tv-vært.
– Jeg tror ikke helt, at det er gået op for mig endnu. Det er et klichefyldt svar, men den er god nok. Det kommer nok først til at slå mig, når jeg står til generalprøve ved siden af Sara og kigger ud over Arena Nord, siger Alex Høgh Andersen til DR om sin nye opgave og fortsætter:
– Jeg er meget spændt og en smule nervøs, men først og fremmest er jeg taknemmelig for at få muligheden og glæder mig til at udfordre mig selv på et personligt plan.
Han fortæller, at han går til rollen med en ærefrygt, for han ser Dansk Melodi Grand Prix som en historisk begivenhed og en stor aften.
– Denne aften handler ikke om Sara og mig. Vi er der for at sørge for, at det bliver en god fest. En fest, der hylder kærlighed, samhørighed, musik og kunst, og som bringer folk sammen. En kærlighedsfest er lige det, vi har brug for i øjeblikket med al den splittelse, der sker i verden, lyder det fra Alex Høgh Andersen, der altså skal være vært på Dansk Melodi Grand Prix 2026.
– Det føles fantastisk at få lov til at lave det her tre gange i træk, særligt fordi det er en fantastisk, magisk drømmeverden med nogle utroligt dejlige og søde Grand Prix-fans. Når man først er trådt ind ad døren, er man med i en kæmpe, dejlig familie, som man kan møde alle mulige steder. Jeg er meget stolt af at være med igen, slår Sara Bro fast forud for Dansk Melodi Grand Prix 2026.
Hun glæder sig til at stå på scenen i Frederikshavn og se, hvordan byen omfavner den fest, der er Dansk Melodi Grand Prix – for showet har efterhånden en helt særlig plads i hendes hjerte.
– Vi skaber en glæde gennem det her show, og for fansene er det på mange måder som juleaften. Det er magisk at få lov til at skabe sådan et øjeblik for folks liv. Det er et stort fællesskab, hvor man er medlem af klubben året rundt. En klub, hvor vi godt kan lide glimmer, at være lidt ekstra og bare leve sit autentiske jeg, siger Sara Bro.
- Billetter til Dansk Melodi Grand Prix 2026 bliver sat til salg fredag den 7. november klokken 10:00. Læs mere her.
- Dansk Melodi Grand Prix sendes direkte på DR1 og DRTV lørdag den 14. februar 2026.
- Knap en million seere så med på tværs af DR1 og DRTV, da Sissal vandt Dansk Melodi Grand Prix 2025.
- Læs meget mere om Dansk Melodi Grand Prix på dr.dk/grandprix.
Prime Video har afsløret premieredato og første billeder af 56 Days, den længe ventede thriller baseret på Catherine Ryan Howards bestseller. Serien får global premiere den 18. februar 2026, hvor alle otte afsnit udgives samtidig i mere end 240 lande og territorier.
Hvad handler 56 Days om?
Serien følger Oliver og Ciara, som mødes tilfældigt i et supermarked og hurtigt falder for hinanden — måske lidt for hurtigt.
Fifty-six dage senere ankommer drabsefterforskere til Olivers lejlighed, hvor de finder et ukendt lig: brutalt myrdet og bevidst efterladt til at rådne.
Hvem dræbte hvem?
Serien klipper mellem nutidens intense efterforskning og fortiden, hvor det unge forhold udvikler sig i en mørkere retning. Resultatet er både et særpræget krimidrama og en psykologisk thriller med romantiske undertoner.
Netflix har frigivet teaser og første billeder til The Night Agent sæson 3, som får premiere den 19. februar 2026. Gabriel Basso vender tilbage i rollen som Peter Sutherland i en ny sæson, der udspiller sig på tværs af Istanbul, Mexico City, Washington D.C., New York og Den Dominikanske Republik.
Ifølge seriens skaber Shawn Ryan bliver sæsonen en “adrenaline-fueled thrill ride,” hvor Peter konfronteres med konsekvenserne af sit liv som Night Agent – både de personlige omkostninger og de farer, der følger med jobbet.
Hvad handler The Night Agent sæson 3 om?
Efter de voldsomme begivenheder i sæson 2 bliver Peter sendt ud på en ny mission. En ung medarbejder fra det amerikanske finansministerium er flygtet til Istanbul med følsomt regeringsmateriale efter at have dræbt sin chef, og Peter får til opgave at finde ham.
Missionen fører Peter ind i et omfattende netværk af mørke penge, hvor betalte lejemordere står klar til at eliminere alle, der kommer for tæt på sandheden. Undervejs kolliderer han med en kompromisløs journalist, der ender med at blive hans uventede samarbejdspartner.
Sammen afdækker de gamle fjendskaber og skjulte hemmeligheder, der truer med at vælte regeringen – og som kan koste dem begge livet.
DR lancerer dramaserien Uniformen, som får premiere fredag den 20. februar 2026 på DRTV og søndag den 22. februar 2026 på DR1. Serien udspiller sig på Politiskolen og kredser om ansvar, idealer og de konsekvenser, der følger med at bære politiets uniform.
Hvad handler Uniformen om?
Da en elev fra Politiskolen under en voldsom anholdelse skyder og sårer en aggressiv ung mand, udløser hændelsen en alvorlig sag om politiets magtanvendelse og uddannelse. Presset vokser hurtigt på skolens nye rektor, Sanne Hammerby, da Den Uafhængige Politiklagemyndighed indleder en efterforskning.
Efterforskningen sætter både skolens procedurer og læreplaner under lup. Samtidig bliver sandheden stadig mere uklar, og både elever og ansatte må forholde sig til de svære valg og det tunge ansvar, der følger med politigerningen.
Med Politiskolen som central arena kommer seerne tæt på elevernes overgang fra teori til virkelighed – et miljø præget af idealer, ansvar og beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.
I seriens centrale roller ses blandt andre:
- Lene Maria Christensen som Sanne Hammerby, rektor for Politiskolen
- Soheil Bavi som Youssef Elamin
- Clara Rosager som Freja Vermelin
- Gustav Giese som Tobias Skov
- Marco Ilsø som Daniel Kristensen
- Mathilde Arcel som Liv
- Clint Ruben som Peter
- Jakob Cedergren som politibetjenten Martin Hammerby
- Simon Sears som Elliot Kallehave, anklager hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed
Bag serien
Uniformen er skrevet af Oscar Giese og Anders August og instrueret af Jonas Alexander Arnby. Serien er produceret af Sofie Bergstein, Jonas Allen og Peter Bose fra Miso Film for DR.
DR’s fiktionschef Henriette Marienlund peger på Politiskolen som en særlig interessant ramme, fordi eleverne i yderste konsekvens uddannes til at stille både krop og sind i skudlinjen for at håndhæve loven – et dilemma, serien udfolder gennem karakterernes valg og handlinger.
Serien består af seks episoder og er allerede solgt til tv-stationer i Sverige, Norge, Finland og Island, med international distribution varetaget af Fremantle.
Apple TV+ har offentliggjort premieredato og første billeder fra den meget ventede sæson 2 af The Last Thing He Told Me. Serien har Jennifer Garner som både stjerne og executive producer, og vender tilbage med Angourie Rice, David Morse og Nikolaj Coster-Waldau samt nye tilføjelser som Judy Greer og Rita Wilson.
Den anden sæson, baseret på den kommende opfølger til Laura Daves anmelderroste bestseller og Reese’s Book Club-udvalg, består af otte afsnit og får global premiere fredag den 20. februar 2026 på Apple TV+.
Handling – sæson 2
Efter fem år på flugt vender Owen (Coster-Waldau) tilbage, og Hannah (Garner) samt hendes stedatter Bailey (Rice) må kæmpe for at samle familien, inden fortiden indhenter dem.
Sæsonen byder også på nye og tilbagevendende skuespillere som Augusto Aguilera, Josh Hamilton, Nick Hargrove, Michael Galante, John Noble, Michael Hyatt og Luke Kirby.
Hulu Disney+ dramaserien Paradise vender tilbage i februar. Pressemeddelelsen melder at sæson 2 af Paridise får premiere mandag den 23. februar med tre afsnit, efterfulgt af ugentlige episoder. Der omtales både Hulu USA og Disney+ internationalt, så vi antager premieredatoen også gælder her hos os.
Hvad handler Paradise sæson 2 om?
I den nye sæson søger Xavier efter Teri ude i verden og opdager, hvordan mennesker har overlevet de tre år siden “The Day”.
Samtidig begynder sammenholdet i byen Paradise at slå revner. Bunkeren og dens følger fra sæson 1 har sat dybe spor, og nye hemmeligheder om byens oprindelse dukker frem i lyset.
Er listen tom efter filtersøgning, så er det fordi der ingen titler er der matcher. Prøv i givet fald noget andet
Husk du har også mulighed for at lave din egen favoritliste med titler, f.eks. praktisk hvis du skifter mellem at have abonnement på forskellige tjenester. Klik på titel for at læse omtale og klik i denne på hjerteikonet.
Vores Premierekalender layout her også har info om ugentlige afsnit for en række serier. Så brug den, hvis du vil have den information.




