Toppen af Poppen 2026
‘Toppen af Poppen’ vender tilbage i 2026 med en ny sæson optaget på Annebjerggård i Odsherred. Her mødes seks danske artister – Pil, Burhan G, Guldimund, Tina Dickow, Nikolaj Vonsild og Lis Sørensen – for at fortolke hinandens sange og dele historierne bag musikken.
‘Toppen af poppen’ sæson 14 har premiere 9. april på TV 2 og TV 2 Play.
Toppen af Poppen 2026: Alle programmer
Program 1 – Pil
TV 2 og TV 2 Play: torsdag 9. april.
Sæsonens første hovedperson, Pil, bliver taget på en vild rejse igennem sit eget sangkatalog, når kollegaerne Tina Dickow, Burhan G, Lis Sørensen, Nikolaj Vonsild og Guldimund fortolker hendes ærlige og melankolske popsange.
Mere om Pil
Pil Jeppesen er vokset op i Farum i et hjem med klaver. I 2018 får hun sit gennembrud med singlen ‘Nattely’, og siden har Pil toppet hitlisterne. I 2021 vinder hun DRs talentprojekt Karrierekanonen, og to år efter modtager hun den prestigefyldte pris ’P3 Talentet’. Pil er på rekordtid blevet én af sin generations vigtigste stemmer, som med sin præcise lyrik og melankolske lyd går direkte i hjertet på sit publikum. Hendes succes bliver stadfæstet i 2026, hvor hun åbner Roskilde Festival på den ikoniske Orange Scene.
Program 2 – Burhan G
TV 2 og TV 2 Play: torsdag 16. april.
Burhan G får sig en kæmpe overraskelse, da han på Rørvig Havn, bliver mødt af en helt særlig fortolkning, der slår benene væk under ham. Selvom Burhan har det svært med at være i centrum, er han mere åben end nogensinde, når han deler historier fra sit imponerende sangkatalog.
Mere om Burhan G
Burhan Genc, eller bare Burhan G, er vokset op i Brøndby Strand. I tredje klasse skifter han til Sankt Annæ Skole, da han kommer ind i Københavns drengekor som solosopran. I 2003 får han sit store gennembrud med den selvbetitlede sang ‘Burhan G’, og året efter udgiver han sit debutalbum ‘Playground’. Siden har han skrevet sig ind i dansk musikhistorie med et væld af guld- og platinplader. Efter en pause fra offentligheden vender han pludselig tilbage med nye spændende projekter i 2020 og indgår i en masse forskellige samarbejder under overskriften GENERATIONER. Burhan G har også skrevet musik til flere musicals og har sat sit præg på julen med udgivelsen af sit eget julealbum og ikke mindst med musikken til ‘Tinkas Juleeventyr’. Hans legende tilgang til musik har gjort ham til en af de mest markante popkunstnere i Danmark.
Program 3 – Guldimund
TV 2 og TV 2 Play: torsdag 23. april.
Dagens hovedperson er Guldimund med det borgerlige navn Asger Nordtorp Pedersen. Der venter store musikalske øjeblikke, når artisterne dykker ned i hans detaljerede og ærlige sange om skilsmisse, forelskelse og livet som enlig far – og det fremkalder store følelser hos Guldimund.
Mere om Guldimund
Asger Nordtorp Pedersen, kendt under kunstnernavnet Guldimund, er vokset op i Assens i en musikalsk familie med rødder i klassisk musik. Guldimund skriver personlige sange, der har begejstret både publikum og anmeldere. Hans debutalbum ‘Dem, vi plejede at være’ fra 2021 høster hele tre Steppeulven-priser, og med opfølgeren ‘Jeg venter i lyset’ cementerer han sit ry som en af de mest markante sangskrivere i sin generation. Senest har han kastet sig ud i nye spændende samarbejder med blandt andre Saveus, der med sangen ‘Vil du noget?’ beskriver ungdomslivet i provinsen.
Program 4 – Tina Dickow
TV 2 og TV 2 Play: torsdag 30. april.
Med sine mere end 25 år i branchen har Tina Dickow et imponerende sangkatalog, og der venter hende store overraskelser, når hun bliver mødt med nye fortolkninger af sine sange, der sender minderne tilbage til karrierens op- og nedture.
Mere om Tina Dickow
Tina Dickow Danielsen vokser op i Åbyhøj ved Århus, hvor hun hurtigt får øjnene op for musikken. Hun bliver optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på religionsvidenskab på universitet, men dropper ud for at forfølge sin drøm om at blive udøvende musiker. I år 2000 stifter hun sit eget pladeselskab, og året efter udgiver hun sit debutalbum ‘Fuel’, der kan fejre sit 25-årsjubilæum i år. Tina Dickow har vundet mange prestigefyldte priser, og hendes popularitet rækker langt ud over landets grænser, hvor hun har et stort publikum i blandt andet Tyskland. I Danmark er hun én af landets største og mest folkekære sangere og sangskrivere. Tina Dickow har udgivet mere end 150 sange og 13 albums. Til dagligt bor og arbejder hun på Island med sin mand, musiker Helgi Jónsson.
Program 5 – Nikolaj Vonslid
TV 2 og TV 2 Play: torsdag 7. maj.
Nikolaj Vonsild er forsanger i elektropop-bandet When Saints Go Machine, som har haft en flyvende karriere – også internationalt. Men bandets store og pludselige succes, har sat sine spor i Nikolaj, og det bliver en rørende tur down memory lane, når de andre artister træder ind i bandets helt specielle, musikalske univers.
Mere om Nikolaj Vonsild
Nikolaj Vonsild er forsanger i elektropop-bandet When Saints Go Machine sammen med Jonas Kenton og Silas Moldenhawer. Bandet debuterer i 2008, og samme år vinder de prisen P3 talentet ved P3 guld. I 2010 åbner de Orange Scene på Roskilde Festival og slår for alvor igennem i udlandet. When Saints Go Machine repræsenterer en helt unik lyd på den danske musikscene med Nikolaj Vonsilds karakteristiske vokal i front. Bandet har udgivet syv albums og har gennem 15 år turneret i ind- og udland og høstet stor international anerkendelse.
Program 6 – Lis Sørensen
TV 2 og TV 2 Play: torsdag 14. maj.
Lis Sørensen har gennem 50 år på den danske musikscene skrevet sig ind som én af de mest elskede stemmer i dansk musikhistorie. Det bliver et brag af musikalske oplevelser og spændende anekdoter fra Lis Sørensens lange liv i musik, når årets sæson af ‘Toppen af poppen’ rundes af.
Mere om Lis Sørensen
Lis Sørensen har gennem 50 år på den danske musikscene skrevet sig ind som en af de mest elskede stemmer i dansk musikhistorie. Hun bryder igennem i 1970’erne med pigegruppen Shit og Chanel og Anne Linnet Band med blandt andre Sanne Salomonsen. I 1979 indleder hun sit mangeårige samarbejde med kollegaen Sebastian, og i 1980’erne debuterer hun som solist, hvor hun også udkommer med sine egne sange, herunder kæmpehittet ‘Tæt på Ækvator’. Siden har Lis Sørensen udgivet en lang række albums og er blandt andet aktuel med sangen ‘Livet føles ikke langt nok’, som er en duet med kollegaen Malte Ebert. Lis Sørensen turnerer landet rundt med sit imponerende sangkatalog og spiller omkring 100 koncerter om året.
Bandet der spiller i Toppen af Poppen 2026

Foto: Per Arnesen / TV 2
Bandet i ’Toppen af Poppen’ 2026 hedder ’Pop Kollektivet’
Hvor kan man se Toppen af Poppen 2026?
Du kan streame ‘Toppen af Poppen 2026‘ på TV 2 Play fra 9. april 2026