Schlüter
DokumentarPoul Schlüter er den statsminister, der efter Anden Verdenskrig har siddet længst, på trods af at han overtog et fallitbo og gennemførte hårde reformer. Den nye dokumentar serie ser nærmere på, hvad han kunne som statsmand, og hvad vi kan bruge hans historie og ledelsesstil til i dagens Danmark.
Danmark er på randen af fallit, da konservative Poul Schlüter bliver statsminister i 1982. I løbet af sine godt ti år i embedet får han blandt andet genoprettet landets økonomi – men er samtidig ekstremt upopulær hos dele af befolkningen.
Med ’Schlüter’ tegnes et helt portræt af den længst siddende statsminister i nyere tid. Fra hans største sejre til hans mest smertefulde politiske nederlag.
Serien dykker ned i mennesket bag og tegner, gennem familie og venner, et portræt af manden bag politikeren. Det sker blandt andet gennem hans ukendte datter Carina, der for første gang stiller sig frem foran et kamera og fortæller om, hvordan det var som 13-årig at finde ud af, at ens biologiske far også er landets statsminister.
‘Schlüter’ er på tre afsnit og kan ses fra lørdag den 27. maj på DRTV – 2-års-dagen for Schlüters død. Serien kan ligeledes følges fra søndag den 28. maj klokken 21.00 på DR2.