Først 7 år efter 2. Verdenskrigs afslutning turde man forsøge sig med lidt humor i film fra det militære miljø. At denne genre senere skulle blive en guldgrube, anede ingen, da Rekrut 67-Petersen havde premiere i 1952. Lily Broberg er den “ganske almindelige pige” med det store hjerte, der roder sig ind i forviklinger, prøvelser og fristelser. Hun er ledetråden i filmen, og som sådan oplever hun (og vi) livet i Danmark – dengang. – Fra starten, i den gamle ejendom på Christianshavn, over en personalefest i et stormagasin, videre som deltager i radioens daværende “Gøglervognen” og for så som motorordonnans at spurte rundt i hele “det gamle” Nordsjælland på bøndergårde, herregårde og slotte. Filmen indeholder en masse af datidens humor, som var yderst dresseret. Det var derfor vovet, når Lily Broberg i filmen udbryder: “Jeg har tilbragt natten i selskab med 100.000 mand.” En anden sjov ting: Det var den eneste gang (26-årige) Dirch Passer stod (næst) nederst på en filmplakat, men det var osse kun hans fjerde film.
1952