Prinsesser fra blokken – otte år senere
DokumentarDa vi i 2016 mødte prinsesserne fra blokken, var de en del af et stort fællesskab, hvor fest, dunkende technorytmer, rus og eskapisme fyldte alt. Nu vender DR sammen med instruktør Eva Marie Rødbro tilbage til pigerne og følger dem i deres kamp for at blive voksne.
Kvinderne er i dag vidt forskellige steder i deres tilværelse. I reportagen følger vi dem over fire afsnit i deres hårde kamp for at bryde fri fra det liv, der har defineret dem, og til dels stadig gør det.
Vi følger dem i deres forsøg på at blive voksne og klare sig selv – for hvordan gør man egentlig det, når man aldrig har lært det, og når man gennem mange år har gjort alt for at flygte fra virkeligheden? Er det overhovedet muligt at forlade festen og træde ind i virkeligheden?
Følgedokumentarserien er instrueret af Eva Marie Rødbro, der også instruerede ‘Prinsesser fra blokken’ fra 2016.
– Jeg startede arbejdet med prinsesserne helt tilbage i 2012, hvor Simona, der også er med i de nye afsnit, og jeg mødtes for første gang. For mig har det været, og er det stadig, et vigtigt projekt, som jeg har investeret rigtig meget i – også personligt. Jeg har med serien forsøgt at give kvinderne mulighed for at bruge de stemmer, de allerede har, og samtidig skabe en fortælling, hvor de kan genkende sig selv – med både deres styrker og mere sårbare sider, siger Eva Marie Rødbro, og fortsætter:
– Jeg har altid været meget inspireret af pigernes vildskab og sammenhold og set begge aspekter som en nødvendighed, når man som de, har stået udenfor det etablerede. At følge med på rejsen ind i deres voksenliv har været råt, rørende og lærerigt, og jeg tror, der er meget, der vil være relaterbart for mange, uanset hvad og hvor man kommer fra.
Første afsnit af ’Prinsesser fra blokken – otte år senere’ kan ses på DR1 onsdag den 14. august klokken 21.25. De tre næste afsnit sendes følgende onsdage. Alle fire afsnit kan ses på DRTV fra onsdag den 14. august klokken 6.00.