På selve fødselsdagen 15. oktober kan du følge festlighederne på tætteste hold på DR1 fra klokken 10.00. Ulla Essendrop og Kåre Quist er værter, mens DR’s historie- og kongehuskorrespondent Cecilie Nielsen er med i studiet.
– Jeg glæder mig til en festlig dag, hvor vi markerer hovedpersonen, men i virkeligheden også kongehusets fremtid. Det er livsbekræftende af fejre en 18-årig, siger vært Kåre Quist.
– Det er jo et helt særligt kig ind i fremtiden at fejre Danmarks kommende konge, Prins Christians 18-års fødselsdag. Jeg er spændt på at se, hvordan de nye generationer indtager slottet, og hvordan Kongehuset får fornyelsen og historien til at gå hånd i hånd ind i fremtiden. Det bliver en interessant dag med altid veloplagte Kåre og en stime af behagelige og begavede gæster, siger vært Ulla Essendrop.
Dagens program
- Dokumentaren ’Prins Christian – en kongelig rejse’ klokken 9.00 på DR1
- Direkte fra festlighederne fra klokken 10.00 og helt til det slutter på DR1
- Prins Christian vinker fra balkonen på Frederik VIII’s Palæ klokken 12.00
- DR er med når gæsterne begynder at ankomme til Christiansborg Slot, hvor Hendes Majestæt Dronningen er vært ved et gallataffel, hvor op mod 200 unge 18-årige fra rigsfællesskabet er inviteret til at deltage i fejringen
- Gallataflet, hvor gæsterne afspejler Prins Christians egen generation, starter klokken 17.00, og DR er selvfølgelig med.