Pitzner Sisters
UnderholdningElvira og Thalia Pitzner er kendt fra tv såvel som de sociale medier. I den helt nye Warner Bros. Discovery-reportageserie ’Pitzner Sisters’, som har premiere i dag 2. august, følger man søskendeparret, der lader seerne komme helt tæt i gode såvel som mindre gode stunder.
‘Pitzner Sisters’ byder seerne helt tæt på ‘Diamantdøtrene’ Elvira og Thalia Pitzner. Her åbner de unge kvinder op for deres liv og giver et ærligt indblik i deres helt særlige søskendeforhold. Et søskendeforhold fyldt med kærlighed, dril og humor og som ikke er svækket af, at Elvira bor i Dubai og Thalia i Danmark.
Der er fuld fart over feltet for begge Pitzner-søstrene, som har travlt med liv og karriere. Hvis man kender til Elvira og Thalia, vil man vide, at begge kvinder har ben i næsen, tør sige deres mening og ikke frygter janteloven. Seerne får et unikt indblik i deres forhold, hvor Thalia ofte indtager den ”klassiske” storesøsterrolle, mens Elvira gør sit for at give igen – som kan føre til konfrontrationer.
Heldigvis er deres bånd så stærkt, at de på trods af diskussioner og deres forskelligheder altid ender med at være gode venner igen.
I ‘Pitzner Sisters’ ser man blandt andet Elvira flytte ind i sit første rigtige hjem i Dubai. Hjemme i Danmark arbejder Thalia på at få solgt sin lejlighed, så hun med sin hemmelige kæreste kan få råd til at købe en bondegård, som hun altid har drømt om at få.
– Elvira og Thalia Pitzner vil for Warner Bros. Discovery-seerne være velkendte ansigter, da vi har haft fornøjelsen af dem i programmer som ”Bare Elvira” og ”Stjerner i trøjen”. Vi kan se, at Pitzner-søstrene er rigtig populære blandt vores seere, og hver gang de er på skærmen, nyder de stor interesse. Derfor er jeg glad for, at de endnu en gang vælger at åbne op og dele deres liv med vores seere, siger programdirektør hos Warner Bros. Discovery i Danmark, Pil Gundelach Brandstrup.
”Pitzner Sisters” kan streames på discovery+ allerede fra i dag d. 2. August. Programmet sendes også på Kanal 4 fra 21. september.