Minkavlerfamilien er tilbage, og det bliver noget værre bøvl! Sådan lyder det fra TV 2, der nu har sat dato på fjerde sæson af komedieserien.
Fjerde sæson af ‘Minkavlerne’ har premiere på TV 2 Play 27. august og på TV 2 Echo mandag 4. september.
Mere om handlingen i Minkavlerne sæson 4:
Efteråret 2020. Familien Christiansen har barrikaderet sig på deres minkfarm i et forsøg på at holde myndighederne ude. Men ligesom alle andre minkavlere bliver deres besætning slået ned, og for første gang i årtier er der ingen mink på gården.
Inden længe har de dog udsigt til en millionstor erstatning, og det skaber straks splid i familien. For hvem har ret til pengene? De tre brødre mener alle, at de skal have del i den forventede formue, men den er Niller slet ikke med på.
Samtidig afslører Allan over for Martin, at han har skjult familiens avlsmink, og så får Martin travlt med at lægge planer for deres fremtid som egnens nye minkkonger.
Men som sædvanlig bliver det noget bøvl, for intet går som planlagt. Og netop som udfordringerne ikke synes at kunne blive større, går det op for familien, at deres sagsbehandler i erstatningssagen er Jakobs ekskæreste, Rebekka, og hun har stadig et horn i siden på dem alle sammen.
Mie og Martin forsøger at blive gravide, men det viser sig at være sværere end forudset, da Martins sædkvalitet er helt i bund. Og Mie ved samtidig ikke, at Martin har travlt med at holde avlsminkene skjult.
Maria har sagt sit job op, efter hun som områdets dyrelæge fik til opgave at aflive de lokale mink. Presset bliver ikke mindre af, at hun og Jakob er nybagte forældre, og de er nødt til at flytte ud af præsteboligen, efter Per er stoppet som præst.
René bor stadig hos familien Christiansen og er samtidig blevet ansat af Sonja nede på kroen. Han bliver dog meget udfordret, da han får ansvaret for maden til Gerda og Nillers guldbryllup, og det eneste, han kan diske op med, er et stjerneskud.
Nye ansigter i Minkavlerne – sæson 4
Igen kan seerne glæde sig til at opleve et hav af store danske skuespillere i fjerde sæson af komedieserien om den nordjyske minkavlerfamilie. De nye ansigter i denne sæson er blandt andre Jacob Lohmann som Helmer, Maria Winther Nørgaard som Tulle, Rasmus Bruun i rollen som læge, og så er Julie Rudbæk tilbage som Jakobs ekskæreste, Rebekka.
Om Minkavlerne og pandemien
Da manuskriptforfatterne, Kasper Gross og Jonas Mogensen, oprindeligt fik ideen til ‘Minkavlerne’, var der ingen, der havde forestillet sig, at en pandemi året efter sæson ét ville lamme Danmark og få fatale konsekvenser for netop minkerhvervet, som var blevet omdrejningspunktet for netop deres fiktionsserie.
– Vi valgte minkavl, fordi vi tænkte, at det var et erhverv, som ikke fyldte så meget i medierne, og som ikke alle havde hørt om. Det er vist en underdrivelse at sige, at det har ændret sig siden hen, siger manuskriptforfatter Kasper Gross.
Virkeligheden skulle vise sig at overgå fantasien, og den verdensomspændende virus fik i sidste ende stor indflydelse på tv-serien.
– Når man inddrager corona og minksagen i en komedieserie som vores, tror jeg, det handler om at holde det tro mod universet og vores karakterer. Nu hvor coronakrisen er lidt på afstand, kan vi bedre trække virkeligheden ind i vores univers, frem for at lade virkeligheden vride vores univers til ugenkendelighed, siger manuskriptforfatter Jonas Mogensen.
Coronaens indtog i Danmark gav ifølge TV 2s executive producer Lea Løbger både et komisk og dramatisk potentiale, der var relevant for ‘Minkavlerne’, men det krævede samtidig, at komedien fandt den rette balancegang mellem grin og alvor.
– Humorens særlige kvalitet er, at man kan behandle emner, som ellers kan være for sårbare til, at man vil beskæftige sig med dem. Samtidig har man en særlig forpligtelse til, hvordan man gør det, så man ikke støder eller sårer nogen. Deri ligger der en hårfin balance, siger Lea Løbger.
– Vores tilgang har været at bruge coronakrisen som en ramme i universet, og minksagen som et afsæt til vores historie. Minksagen skubber dermed historierne i gang, men komedien og de store konflikter holder vi mellem vores karakterer, siger Kasper Gross.