Søndag eftermiddag danner Aarhus rammerne for en kongelig folkefest, når kong Frederik og dronning Mary gæster Aarhus Domkirke til festgudstjeneste i anledning af tronskiftet. Begivenheden er kongeparrets første officielle optræden uden for København siden tronskiftet.
DR1 sender direkte fra klokken 12.15 til klokken 15.50, hvor værterne Sofie Østergaard og Mark Stokholm inviterer gæster i studiet på Store Torv, der ligger op til Aarhus Domkirke. Værter og gæster vil dykke ned i forholdet mellem kongehuset og kirken og de tætte bånd mellem kongefamilien og Aarhus, mens reportere tager temperaturen på den kongelige folkestemning i byen.
Festgudstjenesten starter klokken 14.00, hvor der blandt andet deltager 400 danskere, der har booket plads gennem Aarhus Stift. De øvrige godt 500 gæster tæller medlemmer af den kongelige familie, biskopper samt ministre, borgmestre og embedsmænd.
Kongen er sammen med Folketinget øverste myndighed for Den Danske Folkekirke, og den danske regent skal tilhøre den evangelisk-lutherske tro. Kongefamilien og især kong Frederik har en særlig forbindelse til Aarhus by og Aarhus Domkirke.
Kong Frederik har boet og studeret i Aarhus, og biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh Poulsen, er kongelig konfessionarius. Den kongelige konfessionarius er kongens eller dronningens personlige præst og sjælesørger.
Henrik Wigh Poulsen bar titlen for dronning Margrethe og viderefører den nu for kong Frederik. Han står også for søndagens festgudstjeneste.
Følg optakten og selve festgudstjenesten søndag på DR1 og DRTV fra klokken 12.15.