Fartblinda – Sæson 2
Serie | ThrillerPeter Gantzler og Rosemarie Mosbæk laver lukrative og lyssky forretninger i 2. sæson af C More Original-serien Fartblinda, som igen har Julia Ragnarsson og Matias Varela i hovedrollerne som journalisten Bea Farkas og erhvervsmanden Peder Rooth. Kærligheden mellem dem blusser op igen, og i kulissen står de to danskere. Der er premiere på C More den 16. maj.
2 sæson af Fartblinda er frit baseret på Carolina Neuraths anden bog om Beatrice Farkas: Gränslösa. Bea Farkas (Julia Ragnarsson) har lige erobret verden med sin nye bog, da hun støder på Peder Rooth (Matias Varela) i skatteparadiset Malta. Deres romance har kørt på lavt blus, efter Bea udelod Peder i sin selvbiografiske og indbringende bog, men den blusser op igen, så snart de mødes.
Samtidig presses Dagbladet til tavshed af den ekstremt rige og charmerende finansmand Aksel Bonnensen, som har hyret den hævngerrige Peder. Bea Farkas havner i en tofrontskrig, da hun forsøger at grave efter mærkelige forbindelser mellem et låneselskab og et casino. På den ene side er der hendes egen avis, som beder hende om at kigge væk, og på den anden side er manden, som hun elsker. Spørgsmålet er bare, om hun kan stole på ham?
– Jeg så første sæson, som er mega godt skruet sammen, så jeg takkede ja med det samme, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille rollen, siger Peter Gantzler om rollen som den kontroversielle og stenrige forretningsmand, Aksel Bonnesen, der i 2. sæson af Fartblinda laver milliardforretninger med Kina.
Rosemarie Mosbæk spiller rollen som datteren, Louise Bonnesen, der driver sin egen succesrige virksomhed. – De er meget konkurrencemindede. Aksel har opdraget sin datter benhårdt, så hun også kan klare sig i finansjunglen, fortæller Peter Gantzler og fortsætter:
– Han er skruppelløs og kommer fra en verden før me too. Absolut ikke stueren og en frygtløs karakter, som kun er tilfreds, hvis han får sin vilje. Det er sjovt at spille en karakter, som er så langt fra min egen verden. Jeg er selv far i virkeligheden, og har svært ved at se, at Aksel kan elske sin datter på samme måde, som jeg elsker min.
I 2. sæson af Fartblinda er Christian Wennberg, Albin Grenholm, Julia Dufvenius, Edvin Endre, Johan H:son Kjellgren, Claes Månsson og Peter Eggers igen at finde på rollelisten. I nye roller ses, foruden de to danskere, blandt andre Messiah Hallberg, Celie Sparre, Ane Dahl Torp og Klas Wiljergård.
Den nye sæson af Fartblinda produceres af FLX. Jan Marnell er producent, mens Lisa Dahlberg er eksekutiv producent for C More og TV4. Jens Jonsson er hovedforfatter, mens Inger Scharis, Erik Hultkvist, Charlotte Lesche og Maria Nygren er manuskriptforfattere. Jens Johnsson og Johan Lundin er instruktører. All3Media distribuerer Fartblinda internationalt.