Dødelige Drømmekroppe
DokumentarI dokumentarserien ’Dødelige Drømmekroppe’ følger vi Simon, Henning og Mikael, der i jagten på en muskuløs overkrop for år tilbage fik sprøjtet paraffinolie i armene.
En beslutning med fatale konsekvenser, da de efterfølgende har døjet med store smerter og gener fra indsprøjtningerne – hovedsageligt fordi kroppen siger fra.
En stigende tendens
De tre mænd er langt fra alene. På Herlev Hospital sidder overlæge Ebbe Eldrup, som siden 2018 har registreret patienter med gener efter indsprøjtninger med paraffinolie: Fra en enkelt patient i januar 2018 til 202 patienter i august sidste år. Samtidig forventes mørketallet at være langt større, og i efteråret 2022 døde den første dansker som følge af paraffinolieindsprøjtninger.
I tre afsnit følger seerne de tre mænds hverdag og mødet med sundhedsvæsenet i håbet om en mere udholdelig hverdag. En eventuel operation er kompleks, risikabel og i nogle tilfælde umulig, hvilket gør, at de i sidste ende føler at løbe panden mod en mur uden hjælp at hente.
Se ’Dødelige Drømmekroppe’ fra søndag den 12. februar på DRTV og på DR1 mandag den 13. februar klokken 20.30.