Danskerne har lyttet til Peter Bellis genkendelige stemme i alt fra den tidlige pigtrådsmusik med ‘Les Rivals’ over socialrealistisk dansktop med ‘Bli’ væk fra vort kvarter’ til store, brede hits som ‘København (fra en DC-9)’. Han har modtaget både æresprisen fra IFPI, der er musikselskabernes brancheorganisation, og hædersprisen ved Danish Music Awards, og karrieren tæller mere end 40 albums. Peter Belli står derfor efter sin død tilbage som en af de største fyrtårne i dansk rockmusiks historie.
Nu får danskerne mulighed for at dele endnu en stund med Peter Belli i programmet ‘Det sidste ord’, hvor han bliver interviewet af Mikael Bertelsen. Programmet sendes på lørdag klokken 21.10 på TV 2 og TV 2 Play.
– June var som altid med den dag, jeg optog samtalen med Peter Belli. Han kyssede hende farvel, inden vi gik ind i det hermetisk lukkede studie. Efter optagelsen kørte jeg Peter og June hjem til deres hus ved Køge Bugt, og på dørtrinnet sagde Peter: ‘Jeg kan forstå, at det er et fint selskab, jeg havner i her’. Jeg svarede, at det var ham, der gjorde det til et fint, seriøst selskab, siger Mikael Bertelsen.
– Jeg håber, at Peter Bellis budskab kommer til at skinne igennem. Det var vigtigt for ham at fortælle, at det var musikken, der fik ham til at overleve alt, siger Mikael Bertelsen.
Det Kgl. Bibliotek er partner i projektet omkring ‘Det sidste ord’, og råbåndet fra Mikael Bertelsens interviews bliver arkiveret hos dem for eftertiden. Først 20 år efter hovedpersonens død kan andre få adgang til materialet.
– Konceptet inviterer til særligt intense samtaler og kan vise nye aspekter af de interviewede, som ikke kan findes i vores andet historiske kildemateriale, siger Tonny Skovgård Jensen, vicedirektør og chef for kulturarv på Det Kgl. Bibliotek.
– Peter Belli havde en helt unik stemme og særlig position i dansk kulturhistorie, og hans musik vil leve videre hos danskerne for eftertiden. I ‘Det sidste ord’ giver vi ham muligheden for – sammen med Mikael Bertelsen og resten af danskerne – at kigge tilbage på sit eget liv. Det kommer der en meget spændende samtale ud af, som vi glæder os til at kunne vise på TV 2, siger redaktør på programmet og faktachef på TV 2, Thomas Breinholt.
‘Det sidste ord’ med Peter Belli bliver det sjette program i portrætserien. Tidligere har Mikael Bertelsen interviewet Ritt Bjerregaard, Lise Nørgaard, Povl Dissing, Uffe Ellemann-Jensen og Bent Fabricius-Bjerre. Alle tidligere programmer kan ses på TV 2 Play.