Streamingnyt

Camino

Film | Dansk, Drama | 2023
6.1
CAMINO - en film af Birgitte Stærmose | Official Trailer | A Viaplay Film

Hvad gør man, når ens mors sidste ønske er, at man skal gå Caminoen – 260 kilometer under Spaniens brændende sol – sammen med sin irriterende far og med morgenkvalme?

Det forsøger Viaplays først Original-feature ‘Camino’ at skildre i et humoristisk drama af Birgitte Stærmose , hvor Lars Brygmann og Danica Curcic spiller far og datter. ‘Camino’ er et vaskeægte familiedrama, hvor de svære relationer for alvor bliver sat på prøve. Filmen er produceret af det danske produktionsselskab MOTOR på vegne af Viaplay Group.

Camino – det handler den om

CAMINO er en ærlig og til tider barsk fortælling om Regitze (Danica Curcic), som er i begyndelsen af 30’erne. Hun er arbejdsløs, har ingen kæreste og ingen børn. Hun er ordblind og opvokset i et akademisk hjem, men har aldrig følt sig helt accepteret, som den hun er. Da hendes mor dør, befinder Regitze sig et helt nyt sted i sit liv. Hun er nemlig blevet gravid, hvilket åbner op for nogle helt nye og ukendte tanker om fremtiden. Samtidig kæmper hun med forholdet til sin far (Lars Brygmann), som hun ikke har talt med i en længere periode.

– CAMINO afspejler så mange sider af et familiemønster, som jeg tror, vi alle kan genkende. Alt bliver forstærket og forstørret i familierelationer. Alt antændes meget hurtigere – og det kan der både være meget humor forbundet med, men også en dyb tragedie – at dem vi er tættest på, kan være de sværeste at udtrykke sig overfor, siger Danica Curcic.

– At en far og hans datter, der har det virkelig dårligt med hinanden, bliver tvunget til at bruge 11 dage sammen på Caminoen, er et fantastisk udgangspunkt for en film. En stor ulidelig prøvelse for de to familiemedlemmer og selvfølgelig en udfordring, der ikke kan undgå at ende ufrivilligt komisk, siger Lars Brygmann.

Forholdet mellem far og datter bliver nemlig for alvor sat på spidsen, da de opdager, at morens sidste ønske indebærer, at Regitze og hendes far Jan skal gå Caminoen sammen – en fælles pilgrimsvandring i Spanien, som måske kan forbinde parterne på ny. For at ære morens sidste ønske, beslutter de sig for at snøre skoene, men de 260 kilometer fra Astorga til Compostela kommer nu mere til at handle om de levende end de døde.

– Mange har børn, men alle har forældre. Det er den relation, som fylder allermest i vores liv. Det er en del af livet, at man har bagagen med fra ens opvækst, som vi bearbejder og forhandler med hele livet igennem. Jeg synes derfor, at ‘Camino’ er en ekstrem universel og vedkommende fortælling for rigtig mange mennesker, fortæller instruktør Birgitte Stærmose .

Rollelisten til ’Camino’ byder på etablerede navne. I de centrale roller ses Danica Curcic (’Stille Hjerte’, ’Kastanjemanden’), Lars Brygmann (’Retfærdighedens Ryttere’, ’Rembrandt’), Kristian Halken (’Lykkelige omstændigheder’, ’Borgen’), Katrine Greis- Rosenthal (’Lykke-Per’, ’Sygeplejeskolen’), Christian Rubeck (’Then You Run’, ’Mellem os’) og spanske Iñaki Ardanaz (’Paraíso’, ’Cómo conocí a tu padre’).

LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?
Kilde: Viaplay Group presse
Løbet tør for ting at streame? Tjek hvad du kan se i biografen her
Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard