Boost dit budget
DokumentarSofie Østergaard går op i sin egen privatøkonomi, og nu vil hun hjælpe danske familier med at forbedre deres økonomiske situation.
I TV-programmet ‘Boost dit budget’, der har premiere den 19. april, tjekker vært Sofie Østergaard ind hos fem forskellige familier i Danmark. Sammen med de to økonomiske eksperter Helle Snedker og Nicolaj Christensen hjælper hun familierne med at se deres økonomi i øjnene og få luft i budgettet.
I programmerne møder seerne blandt andet alenemoren med en tårnhøj husleje, livsnyderne, som har levet godt og ikke skænket pensionen en tanke, og dem der drømmer om en tidlig pension og farvel til hamsterhjulet. Fælles for mange af de medvirkende er, at de i starten finder privatøkonomien uoverskuelig.
– Jeg håber, at vi med programmet kan aftabuisere økonomi, for der er mange, som har svært ved at kigge på bankkontoen. Det kan i virkeligheden være sjovt og faktisk romantisk at få styr på økonomien, selv i en svær tid, siger Sofie Østergaard.
– De familier, der medvirker, deler deres drømme med os. Det er drømme, som mange af os kan relatere til. At opnå mere frihed, spare godt op til pension, købe en lejlighed og så videre. De ting, familierne lærer i programmet, kan man selv implementere i sin egen hverdag for at optimere sin økonomi, siger Sofie Østergaard.
DR ønsker med programmet at styrke danskernes viden om privatøkonomi og sætte fokus på økonomi, for behovet er der. Danmark befinder sig i en svær økonomisk periode med rentehop, inflation og høje energipriser.