Den engelske Premier League lancerer fra næste sæson sin egen streamingtjeneste i Singapore og undersøger samtidig muligheden for senere at udrulle konceptet globalt.
Den nye Netflix-lignende app får navnet Premier League Plus og vil give abonnenter adgang til alle sæsonens 380 kampe samt en lang række øvrige programmer og ekstramateriale.
Tiltaget markerer et brud med den traditionelle model, hvor tv-rettigheder sælges i pakker til eksterne tv-stationer. Lanceringen får dog ingen betydning for eksisterende aftaler herunder den aktuelle aftale i Danmark med Viaplay.
Direkte relation til fansene
Premier Leagues administrerende direktør Richard Masters præsenterede tjenesten ved Financial Times’ Business of Football Summit i London.
Han understregede, at ligaen med den nye platform for første gang får direkte kontakt til sine egne kunder.
Ifølge Masters vil appen kunne downloades til smart-tv og computere og give adgang til:
- Alle 380 Premier League-kampe
- Ekstramateriale og magasinindhold
- En 24/7 kanal med dedikeret Premier League-indhold
Han forklarede samtidig, at lanceringen i Singapore skal fungere som en test:
“Vi ønsker at lære og se, hvordan det eventuelt kan kopieres rundt om i verden.”
Han ville dog ikke forudsige, om og hvornår en global udrulning bliver aktuel.
Ny produktionshub i London
Lanceringen falder sammen med åbningen af et nyt Premier League Studios-produktionscenter i Olympia i London, som skal understøtte den øgede egenproduktion af indhold.
En ny forretningsmodel?
Premier Leagues traditionelle tv-aftaler har været en enorm indtægtskilde. Den nuværende britiske rettighedsaftale i hjemlandet med Sky og TNT har en samlet værdi på rekordhøje 6,7 milliarder pund.
Ved at tilbyde kampene direkte til fans gennem en abonnementsbaseret platform får ligaen større kontrol over distributionen – og potentielt mulighed for at øge indtægterne yderligere.



