Streamingnyt

Premier League – Alle 380 kampe live på Viaplay fra 2021/22

Premier League har i en række år blokeret for at alle kampe blev vist live på det europæiske marked. Det blev der lavet om på med Coronaen, og det fortsætter i den kommende sæson.

Det bekræfter Nent Group overfor DIGITALT.TV. Vi spurgte Nent Group specifikt til om alle 380 Premier League kampe kunne streames på Viaplay i Danmark i den kommende sæson, med baggrund i nyheden omkring Viaplay’s nye Premier League rettigheder i en række lande, der netop nævner 380 live kampe. Således skulle danske Viaplay kunder fra den kommende sæson frit kunne vælge mellem samtlige Premier League live kampe, også de måtte blive spillet samtidigt, herunder alle 16:00 lørdagskampe. Tidligere har disse kampe været vist forskudt på Viaplay.

Særligt lørdag eftermiddage har i årtier været tv-fodbold spærretid i England, reglen blev i sin tid indført for at tilskynde folk til at gå på stadion. Premier Leagues praksis fra før Corona har været at beskytte deres britiske marked ved at lave restriktioner for kampe, der ikke blev vist på britiske tv-kanaler/tjenester. Det fordi briter har skaffet sig adgang til at se disse kampe gennem udenlandske tjenester.

Premier League 2021/22 sæsonen starter fredag 13. august med kampen Brentford – Arsenal, hvor danske Thomas Frank er cheftræner og skal have sin debut i den fornemste engelske liga.

Det at kunne give fans adgang til alle 380 Premier League-kampe direkte er en drøm, der går i opfyldelse for alle fodboldfans af engelsk fodbold,” fastslår NENT Groups sportschef, Kim Mikkelsen. Viaplay giver adgang til al action fra Premier League, FA Cuppen, Carabao Cup og The Championship.

Første spillerunde Premier League 2021/22 13.-15/8


Fredag 21:00: Brentford – Arsenal

Lørdag 13.30: Manchester United – Leeds

Lørdag 16.00:

  • Chelsea – Crystal Palace
  • Everton – Southampton
  • Leicester – Wolverhampton
  • Burnley – Brighton
  • Watford – Aston Villa

Lørdag 18.30: Norwich – Liverpool

Søndag 15.00: Newcastle – West Ham

Søndag 17.30: Tottenham – Manchester City

NENT Group har rettighederne til Premier League frem til 2028, og den nye, omfattende dækning gælder for alle sæsonerne.

I samme kategori

Back to top button