Branche-Nyt

Philips Android TV med mange muligheder

TV-Android-PhilipsDIGITALT.TV deltog fredag i en workshop omkring Android TV hos Philips. Her fik vi demonstreret de mange muligheder, der er med Android som smart tv platform, og det er ikke så lidt.

Philips har stor fokus på hastighed og der sidder derfor meget stærk processorkraft i de nye Android skærmmodeller. Også skift mellem forskellige kørende apps virkede hurtigt i demonstrationen vi fik, omend vi synes at brugeroverfalden er lidt mere rodet end LG’s webOS.

Philips tænker meget bredt i deres udformning af Smart TV både indenfor apps med adgang til Google Play store udover deres egen app store. Men det er langt fra det eneste, for Philips har også fokus på gaming på deres nye tv og også her er der flere muligheder.

philipsonlive

Mere simple spil kan installeres direkte på tv’et, men interessant nok er Philips aftale med online spil operatøren OnLive. Via Onlive tjenesten flyttes al det ressourcekrævende grafiske arbejde til deres servere, som så leverer outputtet direkte på den fladskærm, hvor du kan anvende enten en Onlive spilkontroller eller en anden kompatibel enhed f.eks. Xbox kontroller.

Philips demonstrerede spillet Batman på skærmen og det virkede ganske flot og flydende. Onlive spil tjenesten er endnu en feature der er på vej. Philips siger 4. kvartal af 2014.

Philips Android TV taler naturligvis også sammen med deres Hue pærer, og vi fik en fremvisning af, hvorledes det kan fungere, i forhold til at styre lyset fra en lampe, i samspil med det der vises på fladskærmen.

Også i forhold til sikring af hjemmet er Philips med. På fladskærmen er der mulighed for at styre og overvåge hjemmet i form af ekstern videoovervågning, hvis du tilkøber denne tjeneste og installerer overvågnings-udstyr.

Skal vi dryppe lidt malurt i bægret så må det være at der fortsat ikke er tale om det “rigtige” Android TV fra Google, det kommer først næste år. De nye 2014 modeller vil ifølge Philips ikke blive opdateret til Android TV versionen.

I samme kategori

Back to top button