Paramount Network satser på MMA – Bellator udvider med Europa-division
Så er der godt nyt til alle danske MMA-fans. Den populære amerikanske MMA-promotion Bellator annoncerede tidligere på ugen, at de udvider med en dedikeret Europa-division. Målet er at samle flere af Europas bedste MMA-kæmpere i Bellator-buret.
I weekenden kan danske fans således se frem til det første af en række europæiske events, når Bellator-Newcastle løber af stablen. For første gang nogensinde bliver Bellator nemlig vist live på dansk tv, når Paramount Network blænder op for alle aftenens kampe fra klokken 23:00.
Paramount Network og Bellator-kampene når ud til mere end 80 pct. af danske tv-hustande.
Fra Geordie Shore-playboy til ubesejret MMA-figther
En af aftenens store begivenheder bliver letvægtsbraget mellem Aaron ”The Joker” Chalmers og Corey Browning.
Mens Corey Browning formentligt ikke vækker den store genklang uden for det dedikerede MMA-miljø, vil flere måske huske navnet og genkende den overtatoverede krop, der tilhører Aaron Chalmers.
Aaron har ved siden af sin MMA-træning nemlig haft en karriere kørende som playboy og reality-stjerne i programmer som Geordie Shore og Ex on The Beach, hvilket har skaffet ham en kæmpemæssig fanskare med mere end 2,4 mio. følgere på Instagram og knap 300.000 på Facebook.
I weekenden får han brug for mere end sin velkendte charme, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at forsvare sin titel som ubesejret MMA-kæmper.
Mere MMA i Danmark
Jesper Dahl, direktør for Viacom i Norden – herunder Paramount Network – glæder sig over at kunne bringe Bellator hjem til Danmark, hvor MMA-interessen stadig vokser:
”Paramount Network er det eneste sted, hvor man kan følge med i den globale MMA-franchise Bellator. Derfor er vi selvfølgelig også stolte over at vise de absolut største kampe fra ligaen i løbet af året. Sidste weekend var det sværvægtsmesterskabet mellem Fedor og Bader, og i denne weekend sender vi for første gang nogensinde live fra Europa,” siger Jesper Dahl, direktør for Viacom i Norden.
Bellator regnes for at være en af de bedste MMA-ligaer i verden med flere af de største kæmpere under sig. Mikkel Parlo er den eneste danske kæmper, som har optrådt i Bellator-regi.
Bellator-Newcastle sendes live på tv-kanalen Paramount Network lørdag den 9. februar klokken 23:00.
Paramount Network distribueres som en del af grundpakkerne fra Stofa, YouSee og Viasat. Kanalen kan også ses af kunder hos Canal Digital, Boxer, Waoo og Telia TV.