Overskud på TV 2 i 1. halvår 2012
TV 2s bestyrelse har i dag godkendt koncernens halvårsregnskab, som viser et overskud af fortsættende aktiviteter før skat på 54 mio. kr. Justeret for engangsomkostninger til implementering af abonnementsbetaling er det en nedgang på 24 mio. kr. i forhold til 1. halvår 2011.
– Halvårsresultatet er på niveau med vores forventninger, mens 2. kvartal tydeligt illustrerer TV 2s konjunkturfølsomhed. Tv-reklameomsætningen er faldet med 13 procent i denne periode sammenlignet med en vækst på 2 procent i 1. kvartal. Det understreger vigtigheden af, at TV 2 nu modtager abonnementsbetaling og dermed har en mere solid bund under indtægterne, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.
Øgede programinvesteringer med Projekt 100
TV 2-koncernens kommercielle seerandel er faldet med 3,3 procentpoint i 1. halvår i forhold til samme periode 2011 og lander på 51,7 procent. Dette fald skal ses i forlængelse af en årrække med en strukturel udvikling med stigende fragmentering af tv-seningen, der påvirker alle hovedkanaler.
– TV 2s hovedkanal er udfordret på seertallene, bl.a. fordi overgangen til abonnementsbetaling har rykket yderligere og mere end forventet ved tv-seningen. Konkurrencen er hård, og udviklingen er ikke tilfredsstillende. Med det, vi kalder Projekt 100, ønsker vi nu at frigøre 100 mio. kr. til at investere massivt i programindhold særligt på hovedkanalen. Det vil betyde øget fokus på effektiviseringer, besparelser og højere omsætning, siger Merete Eldrup og fortsætter:
– Erfaringen viser, at det for alvor er danske programmer, som trækker seere til, og det er nu engang dyrere at lave gode egenproduktioner end at købe udenlandsk. Projekt 100 skal tilføre de nødvendige vitaminer, så hovedkanalen styrkes, og målet er fortsat at producere stærk public service og flytte penge ud til tv-skærmene til glæde for seerne. Projekt 100 kommer i forlængelse af TV 2s nye koncernstrategi, hvor visionen er, at virksomheden skal styrke sin position som Danmarks Største Fællesskab.
TV 2s efterårsplan har premiere i disse uger, og de økonomiske forventninger til resultatet for hele 2012 er uændrede, men fortsat meget afhængige af udviklingen i reklamemarkedet i 2. halvår.
Læs hele TV 2s halvårsrapport her.
Kilde: TV 2 presse