TV-Nyt

Overblik: Julekalendere på DR i 2020

DR har premiere på både den nyproducerede ’Julefeber’ til børnene og ’Jul med Trines mor’ til de voksne. Herudover er der en lang række andre tilbud til de yngste. Læs hvad DR har på programmet i år herunder.

Julefeber – året nye julekalender på DR1

julefeber DR1 julekalender 2020
Foto: Christian Geisnæs.

JULEFEBER er DR’s ny julekalender i 2020 på DR1. Her følger vi Bjørn på 13 år, der føler sig pænt forkert. Det er hårdt, når ens allerstørste ønske er at være som alle andre. Men Bjørns krop driller. Er det pubertet, eller er der i virkeligheden helt andre kræfter pa? spil? Med Det Kongelige Teater som magisk kulisse tager DR’s nyproducerede julekalender ‘Julefeber’ seeren med på en rejse, hvor der vendes op og ned på en teenagers fornemmelse af hvad der er almindeligt. Bjørn er nemlig meget mere unormal end han frygtede…

Læs mere om Julefeber og de medvirkende her

Hvis man ikke kan få nok af Julefeber, så er der hjælp at hente i ULTRA JULEFEBER TALKSHOW, hvor man hver dag i perioden går bag om alle hemmelighederne i Julefeber. Vært er Jannik Schow, og programmerne kan ses på DR Ultra på DRTV fra klokken 6.00. DR Ultra viser ligeledes KLASSENS JUL fra 2017, hvor alle afsnit lægges ud på en gang på DRTV. Det samme gør sig gældende for KREAKAMPEN JUL.

Jul på Ramasjang

På Ramasjang viser man på flow-tv også flere julekalendere. Her lægger man ud med RAMAJETTERNES JUL klokken 7.00. Man følger op med den første julekalender om NISSEBANDEN fra 1984, hvor de fem nisser skal hjælpe julemanden med at finde hans gode humør. Det er klokken 17.00. Klokken 17.30 kommer endnu en kalender, nemlig SEBASTIANS JUL fra 2010. Her skal Sebastian Klein over 24 afsnit passe dyrene på en gård for bondemanden, der er taget på ferie. Opgaverne med gårdens dyr er mange og Sebastian har også travlt med forberedelserne og tilberedningen af rigtig dansk julemad.

De to sidstnævnte kalendere bliver i tillæg omringet af tre korte afsnit af ONKEL REJES JULEFIS, hvilket altså er i tidsrummet 17.00-17.45. De fire Ramasjang-titler kan ses dagligt fra klokken 6 om morgenen på DRTV.

Juleunderholdning for de voksne

Jul med Trines Mor DR2
Foto: Martin Top Jakobsen

Til de voksne, er der i år på DR2 en adventskalender i fire dele af skuespiller og manuskriptforfatter Lisbeth Wulff.

JUL MED TRINES MOR er baseret på Trines mors telefonsamtaler med Trine, som de fleste nok kender fra ‘Rytteriet’ på DR2 eller fra P1. I serien tegner alt sig i udgangspunktet lyst for Trines mor – det bliver alle tiders juleaften. Og så alligevel… for Trine er blevet fyret, har ikke været sig selv på det sidste og tager nu ikke sin telefon. Nogen må gøre noget! Ifølge Lisbeth Wulff kan man glæde sig til en videreudvikling af det univers, som vi kender, hvor telefonledningen, som en anden navlestreng, sikrer en lidt for tæt kontakt mellem mor og datter.

– Det er grundlæggende en komedie om, hvad der sker, når en person pludselig trækker sig fra familien og alle de store følelser, som det skaber. Og så også lidt en historie om at sortere skrald. Det hele pakket ind i et grotesk, sjovt, dramatisk og til tider også sørgeligt univers, der viser hvad der sker, når ’mor’ pludselig skal rejse sig fra sofaen og se sin datter i øjnene…

Medvirkende er: Bodil Jørgensen, Lisbeth Wulff, Jarl Forsman, Ellen Hillingsø, Roberta Hilarius Reichardt, Kit Eichler og Finn Nielsen.

Serien er tilgængelig hver søndag i advent klokken 8.00 på DRTV – første gang søndag den 29. november. De fire afsnit bliver ligeledes vist på DR2. De to første afsnit klokken 21.00. Det tredje klokken 21.10 og det sidste den 20. december klokken 21.40.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button