TV-Nyt

Oscar 2021 på TV – sådan dækker TV 2 prisuddelingen

Så er det Oscar tid igen og som sædvanligt så er det på TV 2 at du kan følge årets største filmprisuddeling. Herunder kan du se hvordan TV 2 dækker Oscar 2021 25. / 26. april

Oscar 2021 på TV 2

Oscar 2021 TV 2 Michelle
Foto: Peter Hauerbach / Ritzau Scanpix / TV 2

21:10 Oscar 2021: Velkommen i Oscar-studiet

Den danske Oscar-vært Michèle Bellaiche byder velkommen til en spændende nat i filmens og stjernernes tegn fra studiet i København. Med sig har hun modeeksperterne Julia Lahme og Uffe Buchard samt filmeksperterne Søren Frellesen, Ann Lind Andersen, skuespilleren Ellen Hillingsø og lyd-designeren Peter Albrechtsen. Undervejs vil kokken Henrik Jyrk lave og servere hapsere for Oscar-folkene.

the shape of water Oscar TV Film

21:40 The Shape of Water

TV 2 viser denne Oscar vindende film fra 2017.  Den var nomineret til 13 Oscars, og vandt fire, blandt andet for ‘Bedste film’ og ‘Bedste instruktion’.

Den ensomme og stumme Elisa (Sally Hawkins) får arbejde som rengøringsassistent på et tophemmeligt militært anlæg. Her opdager hun, at et væsen fra junglen i Sydamerika, der er en krydsning mellem et menneske og en fisk, bliver holdt fanget i et laboratorium. Hun bliver forelsket i havmanden og beslutter sig for at forsøge at befri ham. Filmen er instrueret af Guillermo del Toro (Pans labyrint) og fotograferet af den danske filmfotograf Dan Laustsen.

23.50 Oscar 2021: Og de nominerede er…

Vært Michèle Bellaiche og film-eksperterne Søren Frellesen, Ann Lind Andersen, skuespiller Ellen Hillingsø og lyd-designer Peter Albrechtsen ser frem mod det store show i Hollywood.

00.30 Oscar 2021: Den røde løber – direkte

Nu begynder alle de berømte stjerner at ankomme til årets glamourøse Oscar-uddeling i The Dolby Theatre i Hollywood, Los Angeles. De er iført deres pæneste skrud, og den danske vært Michèle Bellaiche samt modeeksperterne Julia Lahme og Uffe Buchard vil, fra det festlige Oscar-studie, føre seerne sikkert gennem begivenhederne. Sammen vil de kommentere på stjernernes kjoler, styling, skønhed og glamour.

02.00 Oscar 2021 Prisuddeling – direkte

Så er det tid til højdepunktet – Oscar-uddelingen. I år er det ekstra spændende, for der er fire danske nomineringer. ’Druk’ er nomineret i hele to kategorier – for ’Bedste ikke-engelsksprogede film’ og for ’Bedste instruktion’. Thomas Vinterberg er således den første dansker, der er nomineret som bedste instruktør. Desuden er den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen nomineret for sit arbejde på filmen ’Sound of Metal’ og instruktøren Elvira Lind er nomineret for ’bedste kortfilm for sin film ’The Letter Room’. Også i år er Oscar-uddelingen i Hollywood uden en egentlig vært. I stedet vil forskellige specielt udvalgte stjerner uddele filmpriserne.

Stort Oscar-fokus på TV 2 PLAY

TV 2 PLAY vil hele ugen have fokus på Oscar og etablerer en fokusside med dette tema. Allerede nu kan man se et unikt interview med Thomas Vinterberg, der går bag om produktionen af ’Druk’. På TV 2 PLAY vil der også være mulighed for at se de tre Thomas Vinterberg-film ’Kollektivet’, ’Jagten’ og ’Dear Wendy’.

TV 2 PLAY samler ugens Oscar-indslag fra TV 2s nyheds- og magasinredaktionerne på sin særlige Oscar-side. TV 2 PLAY byder også på Oscar-nominerede og -vindende film fra tidligere prisuddelinger og på den aktuelle, Oscar-nominerede kortfilm ’The Letter Room’, som er instrueret af danske Elvira Lind.

’The Letter Room’ handler om indestængt kærlighedslængsel i et fængsel. Oscar Isaac har hovedrollen som den empatiske og ensomme fængselsbetjent Richard, der får til opgave at læse de breve igennem, som de indsatte modtager i fængslet. Her bliver han optaget af en særligt romantisk brevskriver.

Dækningen på TV 2 PLAY kulminerer med Oscar-opvarmning søndag og med live-transmission af Oscar-uddelingen. Dagen derpå kan du se hele showet on demand på TV 2s streamingtjeneste.

Oscar-magasiner på TV 2 NEWS

Søndag 25. april klokken 19.20 sender NEWS optaktsmagasinet ’Oscar-festens danske stjerner’. Efter nattens Oscar-uddeling fortsætter TV 2 NEWS nyhedsdækningen mandag morgen, og det samme gør selvfølgelig også ’Go’ morgen Danmark’ på TV 2.

Kilde: TV 2

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

I samme kategori

Back to top button