TV-Nyt

Optagelserne til Sygeplejeskolen sæson 3 og 4 er i gang

TV 2 Charlie serien Sygeplejeskolen er på vej med både en sæson 3 og 4, det bekræfter TV 2 i en pressemeddelelse. Optagelserne er gået i gang og de kommer til at løbe hen over sommeren og ind i efteråret 2020.

Optagelserne til de nye sæsoner af ‘Sygeplejeskolen’ kommer i kølvandet på et begivenhedsrigt forår, der skabte usikkerhed om, hvorvidt det overhovedet var muligt at gennemføre optagelserne denne sommer. Heldigvis har den gradvise genåbning af Danmark gjort det muligt, og for TV 2 har ‘Sygeplejeskolen’ været særlig vigtig at få skudt i gang.

Seerne kan glæde sig til igen at følge livet på de travle hospitalsgange blandt Anna, Bjørn, Peter, Aksel, Lis, Else, Nina, reservelæge Christian Friis, frøken Madsen, overlæge Bent Neergaard og forstanderinden Margrethe Lund.

De nye sæsoner byder også på nye ansigter. På operationsafdelingen får resten af holdet selskab af den nye læge, kirurg John Neumann, der spilles af Jon Lange. Neumann og Nina har en fælles fortid, og det går ikke ubemærket hen. Afdelingen får også en ny portør, Finn Jönsson, som får et godt øje til en af de unge sygeplejeelever. Finn Jönsson spilles af Jesper Ole Feit Andersen.

Ud over Jon Lange og Jesper Ole Feit Andersen kan seerne blandt andet glæde sig til at se skuespillerne Ena Spottag Fog, Ken Vedsegaard, Benjamin Kitter og Christine Albeck Børge.

Tredje sæson af ‘Sygeplejeskolen’, der er solgt til TV 2 Norge, TV4 og YLE, forventes at få premiere i efteråret 2020, mens seerne kan glæde sig til fjerde sæson i 2021.

Sygeplejeskolen – sæson 3 handling

Sæson tre starter, hvor sæson to sluttede. Anna modtog alle de forsinkede breve fra Erik, der er rejst til Canada. Breve som hun i den grad længtes efter. I mellemtiden er nye følelser dog begyndt at spire efter mødet med jazzmusikeren Ole, som blev indlagt på Fredenslund efter en motorcykelulykke. Anna står nu over for et svært valg: skal hun følge sine nye følelser for Ole eller fastholde langdistanceforholdet til Erik?

I samme kategori

Back to top button