TV-Nyt

Optagelserne til Limboland sæson 2 er gået i gang

Xee serien Limboland var en af de mest sete danske tv-serier på Xee i foråret. Nu er man i gang med at optage en ny sæson.

Ungdomsserien Limboland har Frederikke Dahl Hansen, Emma Sehested Høeg og Angela Bundalovic i hovedrollerne. I sæson to, der forventes at få premiere på Xee i 2021, får de blandt andet selskab af Paprika Steen og Cyron Melville.

Limboland er historien om tre veninder, Freja (Frederikke Dahl Hansen), Katrine (Emma Sehested Høeg) og Nadja (Angela Bundalovic), hvis liv bliver bundet sammen af løgne og intriger fra det øjeblik, de genforenes til en gymnasiereunion. De befinder sig alle i midt 20’ernes limboland, og kæmper hver især med at definere sig selv og skabe en identitet. I seriens anden sæson udvides persongalleriet og derfor introduceres nye skuespillere som Paprika Steen, Cyron Melville og Christoffer Hvidberg Rønje.

Limboland er skrevet og instrueret af den unge serieskaber Rikke Louise Schjødt, som debuterede med første sæson af Limboland tidligere i år.

“I sæson to vandrer de tre unge kvinder fortsat rundt i et forvirret Limboland, mens de forsøger at opretholde hver deres nye idealistiske selvfortælling. Vi møder en række nye interessante karakterer, som presser de tre kvinder på deres selvbillede, samtidig med at de kommer med deres egne fejl, usikkerheder og hemmeligheder. Det får konsekvenser for de tre kvinder, og de kan ikke løbe fra deres ansvar mere,” fortæller seriens skaber, Rikke Louise Schjødt, og fortsætter:

”Så ja, det er stadig svært at være menneske.”

Limboland er en YouSee Original, og i Danmark kan man se serien på tv- og streamingkanalen Xee. Serien er dog også solgt til TV 2 Norge, hvor den i løbet af sommeren er blevet vist på TV 2 Sumo, samt TV 4 i Sverige.

“Limboland er en spændende og relevant historie om en periode i livet, som rigtig mange unge seere kan genkende og spejle sig i. Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at give seerne endnu en sæson af serien,” siger Linda Etgar, chef for lokale produktioner hos Xee, som desuden kan fortælle, at Xee har rigtig godt fat i seerne mellem 20 og 40 år, og at første sæson af Limboland især har appelleret til det yngre publikum.

Fakta om serien

  • Serieskaber, manuskriptforfatter og instruktør: Rikke Louise Schjødt
  • Medvirkende: Frederikke Dahl Hansen, Emma Sehested Høeg, Angela Bundalovic, Christoffer Hvidberg Rønje, Cyron Melville, Clint Ruben, Kasper Gattrup, Ari Alexander, Paprika Steen, Michael Carøe m.fl.
  • Produceres af Drive Studios. Producer: Karen Kristensen. Executive producer: Maj-Britt Landin
  • Format: 8 afsnit af ca. 25 min.
  • Premiere 2021 på Xee.

 

Kilde: Xee presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard